Nyrup kritiserer efterretningstjenester

Lyt til artiklen

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) retter en hidtil uset og sønderlemmende kritik af de to danske efterretningstjenester, Politiets efterretningstjeneste, PET, og Forsvarets efterretningstjeneste, FE. Venstre og de Konservative afviser kritikken og kalder den 'uanstændig'. »Rent ud sagt: Jeg blev overrasket over, at kommunikationen mellem de to efterretningstjenester var holdt så adskilt - at de så at sige befandt sig i hver sin cigarkasse og at der ikke blev kommunikeret opad. Jeg havde taget for givet, at vores systemer på det her område var indrettet på en måde, så der var informationer fra top til bund«, siger Poul Nyrup til Ekstra Bladet. Hærchef Kritikken kommer på baggrund af de åbenlyse problemer i de to efterretningstjenester, som er kommet frem i lyset efter terrorangrebene i USA 11. september. Det har flere gange på det seneste bragt statsministeren i vanskeligheder, at han for sent har fået meget vigtige informationer fra efterretningstjenesterne. Nyrups seneste tur i ringen var sagen om den irakiske hærchef, som medarbejdere i PET og FE havde kendt til siden 5. juli 1999 - to dage efter at manden søgte asyl i Danmark - mens hverken PETs chef, Birgitte Stampe eller FEs chef, Jørgen Otto Hjorth, havde været orienteret. V og K afviser kritikken Venstre og de Konservative afviser statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) kritik af efterretningstjenesterne. Det er statsministerens ansvar, hvis Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke samarbejder ordentligt, lyder det fra Venstre og Konservative. »Det er en uanstændig kritik. Poul Nyrup Rasmussen er som landets statsminister chef for regeringens sikkerhedsudvalg. Han bestemmer, hvad de må og ikke må og procedurerne. Han har selv været med til at fastlægge de arbejdsvilkår, som man giver tjenesterne. Hvis han mener, at nogen ikke har gjort deres arbejde, så må cheferne fyres frem for at lave et kollektivt angreb på to tjenester«, siger den konservative formand, Bendt Bendtsen. Venstres retsordfører, Birthe Rønn Hornbech, placerer ansvaret hos statsministeren: »Det er en ynkelig måde at skyde ansvaret over på embedsmændene. Efterretningstjenesterne arbejder tæt sammen med stats-, justits- og forsvarsministrene og deres embedsmænd i ministerierne. Det er deres egen forsømmelse, hvis de ikke har givet ordentlige retningslinjer«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her