Goder til ældre under angreb

Lyt til artiklen

Det grå guld bør ikke forgyldes af en række automatiske tilskud, hvis de ældre også har guld i banken i form af private pensionsordninger og indtægter. Over halvdelen af landets borgmestre finder tiden inde til at sanere i en række særlige tilbud, som udløses alene af 67-års fødselsdagen, fremgår det af Politikens Kommunerundspørge til alle landets rådhuse. De 140 borgmestre, som har mod på den ømme diskussion, retter blikket mod for eksempel det automatiske nedslag i ejendomsværdiskatten til pensionister. Også retten til at indefryse ejendomsskat i ejerboligen hører under de automatiske goder for pensionister, og det gør ligeledes den forhøjede boligydelse. Endelig er det såkaldte mimrekort i skudlinjen, fordi rabatkortet til busser og tog er en ret for alle pensionister uanset velstand eller ej. De statslige tilbud, som alene afhænger af alder, anslås til en værdi af milliarder kroner. Bedre anvendelse »Jeg er ikke spor overrasket over, at så mange borgmestre deler min lyst til at åbne den diskussion. Vi sidder i det daglige og bøvler med at få budgetterne til at hænge sammen, og jeg kan da sagtens - det kan resten af borgmestrene med statsgaranti også - finde andre og bedre måder at bruge pengene på. Behøver jeg at nævne ordet hjemmehjælp«, spørger Fredericias borgmester, Uffe Steiner Jensen (S). Han forestiller sig ikke, at reglerne med et knips skal ændres fra dag til dag, men han opfordrer folketingspolitikere og regeringen til at starte diskussionen. »I dag har vi mange ældre, som lever et velstillet pensionistliv, fordi de har private pensionsordninger, og det er jo helt, som det skal være. Samtidig har vi ganske mange, som må klare sig på den rene folkepension, og den opdeling i to store grupper har vi ikke kendt tidligere. Derfor er det også relevant at spørge, om alle skal have samme automatiske tilskud«, siger Fredericiaborgmesteren. Han og de mange øvrige borgmestre taler i nogen grad for døve øren; socialminister Henrik Dam Kristensen (S) er ikke indstillet på at starte den debat lige nu. »Det er vigtigt at understrege over for alle pensionister, at vi ikke har planer om at ændre noget som helst lige nu. Vi rører ikke ved eksisterende ordninger«, slår han fast og tilføjer, at det heller ikke er en nem ligning at løse. »Hvis vi pludselig rører ved tilskuddene, kan der opstå samspilsproblemer, så vi pludselig rammer nogen urimeligt hårdt. Derfor skal der et ordentligt forarbejde til, hvis det skal løses ordentligt«, siger ministeren. Stoppet Dam Kristensen kommer dog de 140 borgmestre i møde med et løfte om, at automatiske tilskud ikke bærer fremtiden i sig. Der kommer ikke flere, lover han. »I det hele taget har vores socialpolitik i de sidste mange år bestået i at fordele goderne, så pensionister med størst behov får mest. Det kom til udtryk ved helbredstillægget for eksempel«, siger ministeren. Heller ikke borgmestrenes formand, Anker Boye (S), Kommunernes Landsforening, har lyst til at lege med på tankegangen. »Vi har i øjeblikket den velfærd, vi har råd til; derfor har vi også penge til i fremtiden at give de gældende tilskud. Der er ikke brug for en reform lige nu - tværtimod har pensionisterne brug for stabilitet, tillid og tryghed«, siger KL-formanden. For Fredericias borgmester kommer den diplomatiske afvisning ikke som en overraskelse: »Vi står foran to valg, og en diskussion om en anden fordeling af goderne kan ikke rejses hverken forud for et kommunal- eller folketingsvalg. Men den kommer efter«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her