Kommuner sløser med udlicitering

Lyt til artiklen

Alt for få kommuner og amter gør deres hjemmearbejde ordentligt, når de sender en opgave i udbud. Ni ud af ti kommuner undlader helt at kontrollere, om de selv kan løse opgaven billigere, end de tilbud de får ind. Dermed mister de et vigtigt redskab til at undgå, at de kommer til at betale overpris. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kommunale Kartel. Undersøgelsen afslører samtidig eksempler på prisforskelle på op mod 500 pct. mellem de offentlige og private tilbud. Formanden for Det Kommunale Kartel, Poul Winckler, kritiserer den sløsede og mangelfulde indsats. »Det er ikke tilfredsstillende, at så få kommuner og amter laver et regulært kontrolbud. Først og fremmest risikerer lokalpolitikerne at spille hasard med skattekronerne. For uden et kontrolbud ved de jo ikke, om de betaler en overpris til de private leverandører. Men derudover synes jeg faktisk, lokalpolitikerne viser mangel på tiltro og tillid til deres egne medarbejdere, når de på forhånd fravælger muligheden for, at kommunen eller amtet selv udfører opgaven efter et udbud«, siger Poul Winckler, der repræsenterer 650.000 ansatte i amter og kommuner. Kommune vandt udbud At det rent faktisk godt kan betale sig at kontrollere de private tilbud, viser et eksempel fra Hammel Kommune, der sidste år sendte vedligeholdelse af kommunens grønne områder i udbud. Kommunen vandt selv opgaven med et bud knap 200.000 kroner. Det var kun en femtedel af det dyreste private tilbud på 1,1 millioner kroner. Der er dog også eksempler med omvendt fortegn, hvor de offentlige tilbud er fem gange så dyre som de private, viser undersøgelsen, der er baseret på 325 udbudsrunder fra 1. januar 2000 til august i år. Udlicitering handler imidlertid ikke kun om at finde det billigste tilbud. Poul Winckler understreger, at det er lige så vigtigt at se på de krav, der stilles i forbindelse med udliciteringen, så man sikrer lige konkurrence mellem de offentlige og private leverandører. »Det betyder blandt andet, at den private leverandør skal løfte de samme sociale forpligtelser som kommunen eller amtet selv. Men det betyder også, at lokalpolitikerne skal sørge for løbende at udvikle og omstille de kommunale arbejdspladser. Det er ikke nok at tage arbejdspladsen 'op af mølposen', når man vil udbyde en opgave. Så har medarbejderne jo ikke en chance, fastslår Poul Winckler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her