Som en direkte konsekvens af sagen om den irakiske hærchef udstedte justitsminister Frank Jensen (S) fredag nye retningslinier til udlændingemyndighederne, politiet og efterretningstjenesterne om, at de skal orientere regeringen om alle udlændinge, der kan blive et politisk problem. Det sker for at undgå, at Frank Jensen eller andre ministre en gang til bliver taget med bukserne nede. Det kom totalt bag på regeringen, at Politiken for cirka tre uger siden kunne afsløre, at den tidligere irakiske hærchef Nizar Al-Khazraji i to år havde opholdt sig i Danmark. Hverken justits- eller indenrigsministeren eller cheferne for Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste var ifølge Frank Jensen orienteret. Justitsministeren indskærper, at regeringen skal orienteres om personer, der har indtaget fremtrædende positioner i deres hjemlande eller mistænkes for at have begået terrorhandlinger eller krigsforbrydelser. »Regeringen tillægger det stor vægt at blive orienteret tidligst muligt om udlændingesager af særlig vigtighed«, siger Frank Jensen. Kritik fra Nyrup Så sent som i tirsdags kritiserede statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) åbent, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Politiets Efterretningstjeneste (PET) ikke har arbejdet godt nok sammen om hærchefen. Presseofficer i Forsvarets Efterretningstjeneste Carsten Nielsen siger imidlertid til Politiken, at hærchefen var PET's bord og ikke en opgave for FE. »Vores opgave er at indhente, bearbejde og rapportere omkring forhold i udlandet med betydning for nationens sikkerhed«, siger han. Og det falder hærchefen ikke ind under? »Nej, det gør han ikke. Det er jo noget, der foregår i Danmark«, siger Carsten Nielsen. Ministeriel redegørelse Justitsministeriet udsendte fredag en redegørelse om forløbet i sagen om hærchefen, hvor PET omvendt kraftig antyder, at hærchefen var en opgave for FE og ikke for PET. Det var ikke muligt at få en kommentar til den tvist fra Frank Jensen Allerede to dage efter at hærchefen i 1999 var kommet til Danmark, meddelte PET ifølge redegørelsen til politiet, »at sagen formentlig især vil have interesse for Forsvarets Efterretningstjeneste«. Folketingets partier sluttede fredag bredt op om de nye retningslinier. Men de borgerlige er utilfredse med Frank Jensens håndtering af sagen, og Venstre bebuder, at han nu er under skærpet overvågning.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























