Farligt at være genforsker

Lyt til artiklen

Tidligt om morgenen 10. maj blev der hældt knallertbenzin gennem en kælderrude på Aarhus Universitets afdeling for Genetik og Økologi. Den efterfølgende eksplosion kostede over fem millioner kroner i sod- og røgskader - og fire måneders spildt arbejde for studerende og forskere. Nogle dage senere modtog 150 personer på højere læreanstalter samt politikere og biskopper landet over et brev, der erklærede retfærdig krig mod gensplejsning, kunstig befrugtning og kloning. Den eller de anonyme brevskrivere, som dermed påtog sig ansvaret for branden, mente, at forskerne »sætter sig på Guds trone« og »fusker med selve livet«. Anonyme trusler Ildspåsættelsen er et af flere eksempler på, at livet kan være farligt for genteknologiens forskere. Forskere oplyser, at de har fået tilsendt ondartede vira over e-mail og anonyme trusselsbreve om at brænde op i helvede. Det er sket, efter at de offentligt har tilkendegivet deres positive synspunkter om genteknologien. De pågældende forskere ønsker ikke at stå frem i avisen med deres oplevelser, og de har heller ikke meldt sagerne til politiet. Sagen fra Århus og de efterfølgende krigserklæringer var genstand for grundig efterforskning hos Århus Politi og politiets efterretningstjeneste, PET, men er forblevet uopklaret. Forkert modtager »Det er ikke noget, der har skræmt os, for de, der har gjort det, har taget totalt fejl. Godt nok er vi den eneste bygning på universitetet, der står genetik på, men vi har intet med gensplejsning at gøre. Vi studerer genetiske variationer i naturen. Så de har ikke læst på lektien«, siger lektor Jørn Bundgård fra Aarhus Universitet. De hjemlige organisationer, som er imod genteknologien - for eksempel Danmarks Aktive Forbrugere og Noah - tager afstand fra voldelige aktioner. Nogle oplever også selv chikane. Computervirus pr. brev Bo Normander fra Noah fortæller, at da organisationen for godt et halvt år siden kommenterede et uheld hos Danisco, inden virksomheden lukkede ned for sin genteknologiske forskning, modtog organisationen et brev med en diskette i. »Der stod 'Secrets from Danisco' på disketten. Vi havde på fornemmelsen, at der var virus på, og ganske rigtigt, en computer blev lagt død i nogle timer«, siger Bo Normander, der også tager afstand fra de franske modstandere, der hiver hele marker med gensplejsede afgrøder op af jorden. Ifølge politiet i Århus er sagen om ildspåsættelse på Aarhus Universitet ikke lukket, men politiet efterforsker omvendt ikke længere på sagen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her