Tirsdag formiddag blev sat endnu et punktum i danmarkshistoriens største hashsag, da smuglerskibet 'Kvedarna' blev solgt i fogedretten i Korsør. Salgsprisen var nul kroner, men køberen skal betale ca. 16.000 kr. i omkostninger. Den nye ejer hedder Anders Jensen og er fra Frederiksberg. Han oplyste i fogedretten, at han endnu ikke har besluttet sig til, hvad han vil anvende skibet til - men han mente ikke, han ville hugge det op, skriver Dagbladet i Køge. Siden 'Kvedarna' den 23. april 1999 blev beslaglagt i Kalundborg Havn efter fundet af 12 tons hash i et hemmeligt lastrum, har det været i Køge Politis regi. Kræver erstatning 'Kvedarna' har ligget i flådehavnen i Korsør, mens sagen blev trevlet op, de skyldige - herunder den engelske bagmand - dømt og konfiskationssagen vedrørende fartøjet afgjort. Nu mangler der kun at blive sat en enkelt punktum mere i den store sag. Det sker, når der træffes afgørelse i en sag, hvor en mand, der i lang tid sad varetægtsfængslet i hash-sagen, men som til slut måtte løslades efter at tiltale blev opgivet, har krævet erstatning for uberettiget fængsling.
Smuglerskib solgt for nul kroner
Lyt til artiklen