De op til 40 politifolk, som skal afhøres af Statsadvokaten for Sjælland, der undersøger ulykken på Roskilde Festival i fjor, vil kun lade sig udspørge, hvis de har en advokat ved deres side. Det mener statsadvokaten ikke, at de har krav på, og derfor skal domstolene afgøre uenigheden, før statsadvokaten kan komme videre med politiafhøringerne. »Politiet mener, at det har ret til en advokat, og at det offentlige skal betale, men det mener vi ikke, at der er hjemmel for, og det har vi fået ret i ved byretten«, siger vicestatsadvokat Kim Christiansen. I mandags afgjorde byretten i København sagen, men advokat Jens Christensen fra Koch/Christensen oplyser, at han kærer sagen til landsretten. »Det er et meget fundamentalt spørgsmål. Selv om det her formelt set ikke er en undersøgelseskommission med en dommer og særligt udpegede udspørgere som i Nørrebrosagen, er det i praksis det samme, der sker nu. Politiets egne forhold skal undersøges; det skal undersøges, om de har gjort noget strafbart eller ej. Så politiet har krav på en bisidder, fuldstændig som hvis det var en undersøgelseskommission«, siger Jens Christensen. Principielt krav Ifølge vicestatsadvokat Kim Christiansen har ingen af de andre personer, der er blevet afhørt, krævet en advokat til stede. Heller ikke lægerne, der som politiet er underlagt særlige lovregler som embedsfolk. »Jamen, jeg mener også, at lægerne burde have krævet deres rettigheder og haft en advokat med. Det er ikke, fordi politiet har dårlig samvittighed. Det er principielt og handler om retssikkerhed. Når det ikke kan udelukkes, at der kan blive tale om strafforfølgelse, har de krav på en advokat«, siger Jens Christensen. Det var justitsminister Frank Jensen (S), der i februar bad statsadvokaten om at foretage en uvildig undersøgelse af ulykken. Det skete, efter at forældre til en af de døde unge mænd ikke følte, at sagen var undersøgt til bunds, og det kom frem her i avisen, at der var mange vigtige omstændigheder, som Roskilde Politi havde besluttet ikke at offentliggøre i sin endelige redegørelse. Tre-fem personer fra Rigspolitiets Rejsehold og statsadvokaten har indtil nu afhørt alle de frontvagter, der var på arbejde ved Orange Scene på ulykkesnatten, samt det øvrige festivalpersonale. Ingen fulde De 45 personer, som Roskilde Politi aldrig fik fat i, er også blevet afhørt, det samme vil yderligere 50 publikummer blive. Og så mangler politifolkene blot, oplyser Kim Christiansen, der også allerede nu kan aflive en historie, som kom frem i andre aviser i foråret, nemlig at nogle af vagterne var fulde. »Det ser ud til, at det var en and. Vi har ikke talt med nogen frontbuevagt eller hørt om nogen, der var beruset den pågældende aften«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























