Barndom blandt køer god mod allergi

Miljøer som dette er gift for mange typer allergi, viser nye undersøgelser. - Foto: Rasmus Baaner
Miljøer som dette er gift for mange typer allergi, viser nye undersøgelser. - Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Børn, som oplever deres tidligste barndom på en gård, opnår muligvis en større beskyttelse mod astma og andre allergiske lidelser end andre børn. Beskyttelsen er større, hvis barnet udsættes for de landlige påvirkninger inden for sit allerførste leveår, viser en ny undersøgelse i det anerkendte tidsskrift The Lancet. Bag undersøgelsen står forskere fra børnehospitalet i Salzburg i Østrig, og de har undersøgt forholdene for børn i landdistrikter og landbrugsmiljøer i Tyskland, Østrig og Schweiz. Mindre astma Det viste sig, at børn, der var udsat for påvirkninger fra staldmiljøer, og som drak gårdens egen mælk, var mindre tilbøjelige til at udvikle astma, hvis den første påvirkning indtraf inden for det første leveår, end hvis den indtraf i alderen 1-5 år. Faktisk var forskellen i risikoen mellem de to aldersgrupper for at udvikle astma så stor som 1 procent mod 11 procent. Mindre høfeber En tilsvarende reduktion i risikoen fandtes for høfeber. Her havde de børn, der modtog den første stærke 'landlige' påvirkning i alderen 0-1 år, blot 3 procent risiko for at få høfeber, mens de 1-5-årige havde en risiko på 13 procent. Lang tids udsættelse for påvirkninger fra et staldmiljø - helt frem til 5 år - var ensbetydende med en klart lavere hyppighed af astma, fastslår forskerne. »Resultaterne fra vores undersøgelse kan bidrage til bedre forståelse af baggrunden for udvikling af astma og andre allergier og måske være med til at danne baggrund for fremtidige forebyggelsesstrategier over for allergi«, siger lederen af projektet, dr. Josef Riedler, til The Lancet. Med i undersøgelsen indgår faktorer som børnenes færden i staldene og deres forhold til kæledyr og husdyr, mødrenes arbejde på gårdene, amningens længde, børnenes forbrug af gårdens egne produkter og gårdens mælk samt børnevaccinationer. For lidt viden Læge Charlotte Rømer, Astma-Allergiforbundet, har absolut ingen planer om at ændre på de nuværende anbefalinger til forældre med spædbørn og mindre børn. »Vi har tidligere set enkeltstående undersøgelser, der peger lidt i samme retning som den østrigske. Men vi har også set undersøgelser, der viser det modsatte, så det er på ingen måde forhold, vi med vores nuværende viden anser for dokumenteret. Uden at kende den nye undersøgelse i detaljer kan jeg generelt sige, at vi i dag slet ikke ved nok om de landlige påvirkningers betydning for børnene, til at vi på nogen måde vil ændre på vore anbefalinger og rådgivning«, siger Charlotte Rømer til Politiken. Hærdning Et vigtigt råd vedrørende børn, der er i risikogruppen for overfølsomhed, er, at de i de første fire måneder enten skal ammes eller have en særlig modermælkserstatning, understreger Charlotte Rømer. Baggrunden for den østrigske undersøgelses konklusioner er en teori om, at tidlig udsættelse for bakterier og andre mikroorganismer påvirker immunsystemets udvikling og bidrager til en vis hærdning af barnet - og dermed beskyttelse mod allergiske lidelser. Disse påvirkninger er der særligt mange af på landet og i landbrugsmiljøer. Undersøgelser har vist at voksne, der arbejder i landbruget, ofte er særligt udsatte for at udvikle allergier.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her