Europaparlamentet har vedtaget en skarp protest mod patentering af menneskegener. Anledningen er, at fristen for at gøre indsigelse mod det amerikanske firma Myriad Genetics' patent på brystkræftgenet BRCA1 udløber i morgen. Får firmaet dette patent, vil enhver blodprøve, der skal testes for risiko for arvelig brystkræft, skulle sendes til firmaets laboratorium i Salt Lake City - vedlagt en check. Udsigten til patentering af kræftgenet har fået Europaparlamentet til i utvetydige vendinger at opfordre både Rådet, EU-kommissionen og de enkelte medlemsstater til at »vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den menneskelige genetiske kode stilles gratis til rådighed for forskningen over hele verden, og at den medicinske anvendelse af bestemte menneskelige gener ikke hindres af monopoler, der skyldes patenter«. Opfordring til protest Parlamentet opfordrer direkte EU-landene til at gøre indsigelse mod gen-patentet. Det har det franske forskningsinstitut Institut Curie gjort, og instituttet har fået fuld opbakning fra det franske sundhedsministerium. Samtidig har lægefaglige selskaber i Holland, Belgien, Tyskland og Danmark netop besluttet at indgive en fælles indsigelse mod patentet på brystkræftgenet. »Konsekvensen af dette patent vil være, at firmaet i praksis kan forhindre alle andre i at lave test for dette kræftgen. Det er ganske horribelt, at de på den måde får et monopol, som de i øvrigt gentagne gange har sagt, at de agter at bruge. Det betyder, at hvis vi læger skal teste, om en kvinde har risiko for arvelig brystkræft, skal vi hver gang sende en blodprøve over til firmaet i USA vedlagt en check på beløbet«, siger medlem af Dansk Selskab for Medicinsk Genetik, professor Torben Kruse, Odense Universitetshospital. Både det danske og de internationale faglige selskaber bag indsigelsen mener, at et patent på genet BRCA1 er ulovligt. Det vil i realiteten monopolisere diagnostikken af visse arvelige former for brystkræft, fordi ingen i praksis vil kunne foretage disse test uden adgang til selve genet, mener forskerne. »Det er ikke rimeligt, at nogen kan få monopol på, at vi kan få noget at vide om os selv«, siger Torben Kruse. For sent ude Torben Kruse kalder udmeldingen fra Europaparlamentet for positiv, men noterer samtidig, at parlamentet formentlig er en postgang for sent ude. Kruse henviser til, at det europæiske biopatentdirektiv, der formentlig muliggør denne form for patentering, i 2000 blev implementeret i dansk lovgivning. Det skete efter heftig debat i Folketinget, der endte med, at hovedparten af politikerne følte sig sikre på, at patenter af denne art ikke ville kunne misbruges, og at de samtidig ville blive til gavn for medicinalindustriens forskning. Den eneste indsigelse fra dansk side mod patentet er indgivet af Dansk Selskab for Medicinsk Genetik. Ifølge Europaparlamentets beslutning, som er under en uge gammel, overvejer Den Europæiske Patentmyndighed i München at give Myriad Genetics yderligere patenter på brystkræftgenerne BRCA1 og BRCA2. Anne Rejnhold Jørgensen, immateriel retschef i Patent- og Varemærkestyrelsen, stiller sig skeptisk over for Myriad Genetics' muligheder for at agere testcenter for blodprøver fra hele verden. »Men skulle det vise sig, at denne form for diagnostik ikke tages i anvendelse herhjemme i et rimeligt omfang på grund af firmaets monopol, er tvangslicens en mulighed. Det betyder, at man ad rettens vej kan sikre danske læger mulighed for at lave deres undersøgelser her i landet. Det er ret sjældent, muligheden tages i brug, men det er sket før«, siger Anne Rejnhold Jørgensen. Årligt rammes ca. 3.500 danske kvinder af brystkræft, men kun omkring fem pct. af tilfældene er arvelige. Det er her, det bliver aktuelt at teste for de to gener BRCA1 og BRCA2. Disse gener giver en risiko på mellem 56 og 87 pct. for brystkræft.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























