Brandvæsenet i Århus risikerer at skulle arbejde under politibeskyttelse, når de kaldes til brand i Gellerupparken i Århusforstaden Brabrand. Brand- og redningsvæsnet i Århus har netop haft møde med Falck og politi om problemet. Mødet blev holdt, efter at redningsmandskab blev mødt af stenkastende unge af udenlandsk herkomst, da det i søndags ankom til en påsat knallertbrand i Gellerupparken. »Mens vi mandag eftermiddag holdt møder om problemet, blev vi kaldt til endnu en påsat brand ved Nordgårdsskolen i Gellerupparken«, oplyser udrykningschef hos brandvæsnet, Erik Nygaard. »Men denne gang rykkede politiet og fædregruppen, der tager sig af urolige elementer blandt unge med indvandrer- og flygtningebaggrund, med ud til brandstedet. Det var i en kælder, hvor der var stukket ild til papir og gamle bøger. Helt klart en påsat brand, og flere unge var også til stede, men på grund af politiets og fædregruppens tilstedeværelse blev indsatsen ikke generet«, siger han. Mødt af stenkast Det gjorde til gengæld brandmandskabet, der søndag blev alarmeret til en brand - også ved Nordgårsskolen. Her var der stukket ild til en knallert, og da brandfolkene ankom, blev de mødt af unge, der kastede sten efter dem. »De havde simpelthen på forhånd forsynet sig med en bunke sten til at kaste efter vores folk«, fortæller brandchefen. »Det er en kedelig situation, og vi har besluttet, at vi trækker os, hvis vi generes på den måde og først udfører vores arbejde, når politiet er i stand til at bane vejen for os. Det er beklageligt, at sådan noget sker. Man kan jo forestille sig livsfarlige situationer, hvor vi i givet fald ikke kan komme frem til personer, som for eksempel under en brand hænger ud af vinduerne og råber om hjælp«, siger Erik Nygaard. Han tilføjer, at brandvæsnet tidligere er løbet ind i samme problemer. Forrige gang for et halvt års tid siden. Den gang blev der også stjålet fra udrykningskøretøjerne, blandt andet mobiltelefoner og radioer. Erik Nygaard siger, at man derfor også er nødt til at have folk stående vagt ved køretøjerne, når der rykkes ud til Gellerupparken. Beholder hjelme på i bilerne Københavns Brandvæsen har i flere år mødt samme problemer på Indre Nørrebro. Brandinspektør Niels Ole Blirup oplyser, at man her tager visse forholdsregler for at beskytte redningsmandskabet. »For eksempel er sprøjten, der indsættes i området, udstyret med sikrede ruder og brandmændene har fået instrukser om at beholde hjelmene på i bilerne for at beskytte sig. Vi har mange gange oplevet, at der er kastet sten mod udrykningskøretøjerne og mandskabet. Endnu en af forholdsreglerne er, at vi aldrig kører igennem området, hvis vi for eksempel skal tilbage fra en brand et andet sted. Så køres der hellere en omvej, fortæller Niels Ole Blirup. Han siger, at slukningskøretøjerne er mest udsatte. Det er sjældnere, at ambulancer udsættes for angreb, men det er også sket. »Vi har oplevet, at ambulancefolk er blevet trukket ud af deres køretøjer og truet. Der er også blevet fremsat trusler af forskellig art mod brandmænd«, tilføjer brandinspektør Niels Ole Blirup. Søger dialog Han konstaterer samtidig, at der i den seneste tid dog ikke har være de store problemer, og det tillægger han den dialog, som brandvæsnet søger med de unge af udenlandsk herkomst, der er problemer med. »Vi har drøftet problemerne med bydelsrådet og fædregruppen og inviteret de unge ind på stationen, hvor vi har fortalt dem om vores arbejde og at vi kun kommer ud for at hjælpe. Vi mener, at disse bestræbelser har båret frugt«, siger Niels Ole Blirup.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























