År 2000 blev året, hvor der for første gang i 20 år blev brugt mindre benzin og diesel på de danske veje end året før. År 2000 blev også året, hvor det samlede danske forbrug af energi faldt med 3,5 procent, selv om der var fuld drøn på økonomien med en stigning i den nationale husholdning på 3,2 procent. Det viser en ny energistatistik fra Energistyrelsen. I de fleste rige lande er det fortsat sådan, at hvis økonomien vokser, så stiger også energiforbrug og CO2-udslip. Derfor er miljø- og energiminister Svend Auken (S) stolt på nationens vegne over, at der sker en afkobling mellem økonomisk vækst og belastning af miljøet. »Det her er helt enestående i en international målestok. Som helhed går det fint med at spare på energien i Danmark«, siger Svend Auken. Der ligger mange delforklaringer bag det faldende forbrug af brændsler, el og varme. Vejret var varmere i år 2000 end i 1999, ligesom det har hjulpet på iveren til at spare, at de arabiske oliesheiker har holdt olieprisen oppe på et højt niveau. Det har smittet af på priserne på benzin og opvarmning. Køber sparepærer Derudover er mange danskere flinke til at købe elsparepærer, køleskabe og andre elapparater med lavt elforbrug. Mange husholdninger skifter fra elvarme til fjernvarme og naturgas, og det er med til at udnytte brændsler og kollektive forsyningssystemer mere effektivt. Det lavere energiforbrug tvinger CO2-udslippet ned, men der er også andre forklaringer på et CO2-fald på hele 7,4 procent. Dels var år 2000 et år med import og ikke eksport af el; dels fortsætter udbygningen ikke mindst med vindmøller. Danmark henter stadig mere energi ud af vinden, solen og biomassen fra mark og skov. Dermed spares der kul på kraftværkerne, og det giver CO2-bonus. Vedvarende energi udgør nu 11 procent af energiforbruget mod 6,5 procent for ti år siden. Mål nås i 2005 Energistyrelsen vurderer, at Danmark i 2005 kan leve op til et CO2-mål fra 1990 om, at CO2-udslippet i 2005 er reduceret med 20 procent. Siden 1988 er CO2-udslippet renset for udsving som følge af import/eksport af el faldet med 11 procent. Om det lykkes at nå målet afhænger især af, om politikerne fastholder skrappe kvoter for kraftværkernes udslip, eller om de falder for fristelsen til at tillade en stor eksport af el til Norden. Norge har sluppet tøjlerne både i forhold til et vildt voksende elforbrug og et stærkt stigende CO2-udslip. Den danske regering har for få dage siden fremlagt en redegørelse om, hvordan Danmark kan spare endnu mere på energien. Svend Auken er godt tilfreds med redegørelsen, men det er SF's energiordfører Anni Svanholt ikke. Hun mener, at flere ministerier forhaler nye initiativer, og at redegørelsen derfor ikke lever op til det energispareforlig, der blev indgået i maj.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























