Fra general til dissident

Lyt til artiklen

Den forhenværende irakiske general var i kontakt med CIA, der i 1996 finansierede et kup mod Saddam Hussein. Det var også irakiske oppositionsgrupper, der reddede ham ud af Irak til Jordan. Kilder i den irakiske opposition i London siger til Politiken, at den irakiske general, som i dag bor i Danmark, i 1996 deltog aktivt i planlægningen af et kup mod Saddam Hussein. Kuppet var finansieret og planlagt af den amerikanske efterretningstjeneste CIA, og ifølge kilder som Politiken har talt med vurderer CIA i dag, at generalen gennem sit oppositionsarbejde har været en værdifuld gevinst for den amerikanerne i kampen mod Irak. Irakiske kupofficerer Selve kuppet mod Saddam Hussein blev blandt andet udført af den irakiske oppositionsgruppe Iraqi National Accord, der fortrinsvis består af afhoppede højtstående officerer fra den irakiske hær. Operationen foregik fra Jordan, som var generalens tilflugtssted efter han under Iraks invasion af Kuwait var kommet på kant med Saddam Hussein. Irakiske oppositionsgrupper hjalp ham før kupforsøget med at stikke af fra den irakiske hær og fik ham i 1996 ud af Irak via Kurdistan til Jordan. Lynkarriere i Saddams hær Inden da havde han 1.250.000 mand under sin kommando. Efter en tur som militærattache i både Moskva og Indien, havde han gjort lynkarriere i den irakiske hær. I 1988 havde han blandt andet kommandoen over 1. og 5. hærkorps Irak, der blev sat ind i det blodige og brutale opgør mod kurderne. Han påstår selv, at de var udlånt til aktionen. Han var på det tidspunkt nået øverst på rangstigen i den irakiske hær, men efter eget udsagn vidste han intet om Saddam Husseins invasionsplaner mod Kuwait i 1990. Afviste at invadere Kuwait November samme år oplyste den amerikanske avis Washington Post, at generalen havde mistet sin stilling som hærchef, fordi han havde placeret store dele af invasionsstyrkerne i det nordlige Kuwait nær den irakiske grænse. Han ville ikke rykke længere ind i Kuwait og Saddam Hussein mente, at hans general bevidst modarbejdede krigen mod USA. Samtidig lykkedes det for den kuwaitiske emirfamilie at flygte ud af Kuwait inden de irakiske tropper nåede frem. Saddam Hussein var rasende, og beskyldte indirekte generalen for at stå bag emirfamiliens flugt. Under afhøringerne af de danske myndigheder har han sagt, at han herefter mistede sin position i inderkredsen omkring Husseins nærmeste rådgivere. Ville vælte Hussein Efter eget udsagn holdt han også møder med en irakisk efterretningschef, som ønskede at styrte Saddam Hussein. Chefen blev senere henrettet, ligesom mange af de officerer, der havde været imod invasionen af Kuwait. Kilder fra den irakiske opposition i London siger til Politiken, at han i dag bliver betragtet som en del af oppositionen til Saddam Hussein. Det betyder i sig selv dødsstraf. Han har tilsyneladende efter flugten til Jordan ved adskillige lejligheder talt med medlemmer af forskellige irakiske oppositionsgrupper - af hvilke flere står i nær kontakt med USA's regering og CIA. Væsentlig kupmager Mange oppositionsgrupper nævner ham som en af de væsentligste figurer i den amerikanske efterretningstjenestes kupforsøg mod Saddam Hussein. Selve kuppet mislykkedes. Det blev afdækket allerede inden kupmagerne nåede at komme tæt på Saddam Hussein. De samme kilder understreger, at generalen ikke var direkte med under kupforsøget i Irak. Han forlod landet inden, men oppositionsgrupperne oplyser, at han alligevel sagtens kan have spillet en vigtig rolle i planlægningen - ikke mindst på grund af sin høje rang som afhoppet hærchef. Siden Golfkrigen har han ikke offentligt stået frem og kritiseret Saddam Husseins regering. Det har en række andre afhoppede generaler gjort - heriblandt Saddam Husseins to svigersønner, der flygtede til Jordan. De kom senere tilbage til Baghdad, hvor de kort tid efter blev henrettet. Forhør i Danmark Under afhøringerne i Danmark har generalen hverken nævnt sine forbindelser til CIA eller sit samarbejde med irakiske oppositionsgrupper i Jordan. Tværtimod nævner han i forhørsprotokollen, at han blev opsøgt af oppositionen, men prompte afviste at samarbejde, fordi han ikke interesserer sig for politik. Alligevel måtte han kort tid efter flygte, fordi han efter eget udsagn blev forfulgt af irakiske agenter i Jordan, som truede ham på livet. Sammen med sin kone og søn tog han turen til Danmark i bil. Den lange rejse endte i Sandholmlejren, hvor familien 5. juli 1999 søgte om asyl. Selv fik han afslag på asyl, men konen og sønnen har ifølge Sorøs borgmester for længst fået asyl i Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her