To medlemmer af den egyptiske organisation »Den Islamiske Gruppe« fik i 1995 asyl i Danmark til trods for, at de var efterlyst via Interpol i af myndighederne i Egypten for bombetrusler og mord. De to fortalte selv det danske politi og Flygtningenævnet om deres engagement i organisationen, der har en lang række attentater i Ægypten på samvittigheden. De to fortalte de danske udlændingemyndigheder, at de havde trænet medlemmer af Den Islamiske Gruppe i henholdsvis våbenbrug og dykning, men afviste blankt at have deltaget i terrorhandlinger. Tæt samarbejde med bin Ladens netværk Den islamiske Gruppe, der også går under navnet Al-Gama'a al-Islamiyya, har i en årrække haft et tæt samarbejde med Egyptisk Islamisk Jihad, der en den hovedmistænkte organisation for terrorangrebet den 11. september i USA. De to organisationers ledere regnes for at tilhøre inderkredsen i Osama bin Ladens al-Qaeda-netværk. Den Islamiske Gruppes stifter og åndelige leder, sheik Omar Abdul Rahman, fik allerede i 1996 240 års fængsel i USA for blandt andet at have medvirket til det første terrorangreb på World Trade Center i 1993, hvor seks mennesker blev dræbt og 1.000 såret. Stod bag mordet på Anwar Sadat Den Islamiske Gruppe arbejdede i 1980'erne tæt sammen med Ægyptisk Islamisk Jihad, der stod bag mordet på Egyptens præsident Anwar Sadat i 1981, oplyser den danske terrorekspert, lektor Lars Erslev Andersen fra Syddansk Universitet. »I begyndelsen af 1990'erne blev de to organisationer uenige, fordi Jihad fortsat kun ville rette terrorismen mod øvrigshedspersoner, militær og politi. Den Islamiske Gruppe mente derimod, at man skulle angribe Ægypten på pengepungen, og det blev i høj grad turistindustrien«, siger han. Den Islamiske Gruppe gennemførte op gennem 1990'erne en række attentater mod udenlandske turister i Egypten - der kulminerede med bombningen i Luxor i 1997, hvor omkring 60 mennesker blev dræbt. På sin terrorliste betegner det amerikanske Udenrigsministerium Den Islamiske Gruppe som Egyptens største militante gruppe, der har været aktiv siden slutningen af 1970'erne. Tidligere formand vil ikke udtale sig Landsdommer Bent Ove Jespersen var næstformand for Flygtningenævnet, da beslutningen blev taget. I dag er han formand for nævnet. Han vil ikke udtale sig om de konkrete sager, men forklarer, at det er et almindeligt flygtningeretligt princip, at begrundet tvivl skal komme asylansøgeren til gode. »Det kan betyde, at man giver asyl til nogen, der ikke burde have det. Det er som i strafferetten, hvor man hellere vil frifinde en for meget end dømme en uskyldig«, siger nævnets formand. En mand forklarer, at han er medlem af en kendt terrororganisation og er efterlyst. Hverken politiet eller Udenrigsministeriet kan afkræfte, at han har begået kriminelle handlinger. Burde man så ikke i det mindste vente på fyldestgørende oplysniger, før man giver asyl? »Det gælder i alle sager, at vi forsøger at få det bedst mulige grundlag og også udsætter sager for at få flere oplysninger, men det ligger også i kortene, at de oplysninger skal komme inden for en rimelig frist. Vi kan ikke have sager stående i bero i årevis«, forklarer Bent Ove Jespersen. Vil ikke ændre praksis Han forklarer, at Flygtningenævnet ikke vil ændre praksis efter terrorangrebene mod USA den 11. september. Nævnet vil fortsætte sagsbehandlingen efter de retsningslinier, der er lagt frem i beretningerne. De to eftersøgte egyptiske asylansøgere var begge flygtet ud af Egypten - først til Pakistan og siden til Danmark. Overfor de danske udlændingemyndigheder forklarede de, at anklagerne om mord og attentater var fabrikerede fra egyptisk side, fordi de var medlemmer af Den Islamiske Gruppe. »Det er velkendt, at Ægypten har brugt særdeles hårdhændede midler i kampen mod terrorisme. Der bruges tortur, og et medlemskab af Den Islamiske Gruppe er nok til en fængsling«, siger Lars Erslev Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























