Stormløb mod PET

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Folketingets partier forbereder nu et stormløb mod Politiets Efterretningstjeneste (PET), efter at justitsminister Frank Jensen (S) torsdag aften under Folketingets åbningsdebat oplyste, at PET har kendt til den irakiske hærchefs ophold i Danmark siden 5. juli 1999 - uden at fortælle det videre. Dermed blev tjenestens øverste politiske chef, Frank Jensen, og regeringen - i hvert fald ifølge Frank Jensen selv - holdt hen i uvidenhed, indtil han læste om det i avisen søndag morgen. Det får justitsministeren til at bebude en ny kurs over for PET, så en lignende sag ikke kan opstå igen. Stat i staten Flere af Folketingets partier beskylder efterretningstjenesten for at optræde som stat i staten. Samtidig kræver SF og Enhedslisten redegørelser for, hvordan det kan lade sig gøre, at en offentlig instans har kendt til hærchefens bopæl i Sorø uden at fortælle det videre. Den tidligere hærchef er under mistanke for at have begået forbrydelser mod menneskeheden under en offensiv mod kurderne i Nordirak sidst i 1980'erne. SF's formand, Holger K. Nielsen, kræver en redegørelse af både Folketingets Retsudvalg og det såkaldte Kontroludvalg, der kontrollerer landets to efterretningstjenester - politiets og forsvarets - og består af fem politikere fra Folketingets største partier. »Når PET på trods af deres viden om, at en formodet krigsforbryder opholder sig i landet, intet fortæller, så fortæller det, at de lever deres helt eget liv og dermed optræder som en stat i staten«, siger Søren Søndergaard, Enhedslisten. Orienteret tidligere Ifølge Politikens oplysninger kunne Frank Jensen have orienteret Folketinget langt tidligere. Mandag holder Kontroludvalget således møde med PET, og her fortæller PET de fem folketingspolitikere og justitsministeren, at de gennem længere tid har kendt til generalens ophold i Danmark. »Den oplysning fortæller mig, at Frank Jensen ikke rutter med sandheden«, fortæller Søren Søndergaard. På Christiansborg blev der i går sat spørgsmålstegn ved, om det virkelig kan passe, at landets justitsminister ikke blev orienteret af sin egen efterretningstjeneste. Lektor Preben Wilhjelm, der har siddet i Folketinget for VS, er forfatter til bogen 'Demokratiets vogtere' om efterretningstjenesterne. »Frank Jensen er ikke den første minister, der er blevet underløbet af sin efterretningstjeneste. Kontroludvalget ved selvfølgelig heller ikke noget, for de bliver næsten aldrig informeret ordentligt«, siger Preben Wilhjelm. Minister afviser Frank Jensen forklarer, at han først blev informeret om PET's langvarige kendskab til sagen tidligt mandag morgen af afdelingschef Lise-Lotte Nilas fra Justitsministeriet. Han afviser kategorisk, at han har holdt denne oplysning tæt til kroppen. »Jeg videregiver det, så snart jeg kan. For eksempel tirsdag efter statsministerens åbningstale, da en journalist fra TV 2 spørger mig, om PET kender ham. Det svarer jeg, at det gør de«, siger Frank Jensen. Du har indirekte kritiseret Udlændingestyrelsen for ikke at melde sagen tidligere. Hvorfor nævnte du ikke retfærdigvis samtidig, at PET i dit eget system kendte sagen? »PET's opgave er at vurdere, om der er et sikkerhedsmæssigt problem i forhold til hans tilstedeværelse i landet for danske borgere. De må ikke begynde at efterforske og afhøre en asylansøger. Lige så snart de skaber kontakt til ham, vil han i asylsystemet kunne få asyl på grundlag af, at han nu er en vigtig meddeler for efterretningstjenesten.« Kun kortlægningRigspolitiet, som også kendte sagen, kunne vel have forelagt sagen for Rigsadvokaten for at få prøvet, om der var grundlag for straf? »Det er alene deres opgave at kortlægge rejserute og identitet«. Skal Rigspolitiet ikke sørge for, at en grim sag med mistanke om krigsforbrydelser bliver forelagt for anklagemyndigheden? »En grim sag? Han er jo sprunget fra. Der kommer en mand og siger, at han vil have asyl. Skal man så automatisk indlede en strafferetlig efterforskning, når manden er hoppet af? Samtidig tror jeg, at alle i dag kan se, at her var en mand, der ville søge asyl, fordi han ikke ville være hos Saddam Hussein længere. Desuden er det vel relevant at afvente udlændingemyndighedernes afhøring«, siger Frank Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her