Autonome i strid med fanatiske kristne

Politiet i aktion ved Ungdomshuset søndag. - Foto: AP
Politiet i aktion ved Ungdomshuset søndag. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Politiet løslod i nat samtlige de 34 unge, der søndag blev anholdt efter tumulter i forbindelse med Ungdomshuset på Jagtvej i København. Nogle af de unge trængte ind hos den kristne frimenighed Faderhuset i Griffenfeldsgade på Nørrebro i protest mod, at menigheden har købt Ungdomshuset. De væltede stole og borde, overmalede væggene og tømte skraldespande ud på gulvet. Politiet reagerede ved at ransage Ungdomshuset, hvor der blev fundet blandt andet brosten og glas med maling. Frimenigheden Faderhuset bad politiet om at sætte de unge på gaden, men det ønske afviste ordensmagten. »Efter vor mening er der ikke grundlag for at rydde huset. Det kan godt være, at kontrakten er brudt, men det er op til en civil retssag at klarlægge«, siger kriminalinspektør Niels Abildgaard til Politiken. Beboerne blev i fredags opsagt med tre måneders varsel af de nye ejere, som af den kristne organisation Dialogcentret beskrives som en ekstrem og fanatisk frikirke. For Faderhuset er der ifølge Dialogcentret tale om en åndelig krig, skriver Jyllands-Posten i dag. »De gør det ikke for at skade nogen, men man skal være lidt af en klovn eller have meget is i maven for at købe Ungdomshuset. Jeg er overbevist om, at Faderhuset ser det som et "trosskridt", hvor medlemmerne gør noget særligt - nærmest umuligt - i den store sags og Guds tjeneste«, siger generalsekretær Robert Kronberg i Dialogcentret. Under en af Faderkirkens gudstjenester pustede præsterne i en mikrofon med Helligånden, så folk faldt om på stribe. »Det var ren "kluddermor". Voksne, modne mænd væltede rundt«, beretter Robert Kronberg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her