Tre påsatte brande hærgede mandag Nordvestkvarteret i København. Ingen personer kom noget til ved brandene i området, hvor beboerne har været udsat for en række brande på det seneste. Mandag formiddag udbrød brand i kælderen i boligkarréen på Nattergalevej 75 i København. Mens brandvæsnet var på gerningsstedet for at bekæmpe ilden, udbrød der også brand på den nærliggende Rørsangervej 84. Kort tid efter opstod en tredje brand på Nattergalevej 81. »Alle brandene er påsatte. Gerningsmanden bryder kælderrum op i boligkarréerne og sætter ild til rummene. Det er et spørgsmål om få sekunder, der hindrer brandene i at blive meget omfattende, og at ilden tager overhånd«, siger vicekriminalinspektør Preben Kristensen, leder af Brandafdelingen i Københavns Politi. Kvarteret har oplevet yderligere fire brande inden for de seneste 14 dage.
Påsatte brande hærger Nordvestkvarter
Lyt til artiklen