Øget kontrol og flere krav til de frivillige hænger dårligt sammen med regeringens udmeldinger om bedre samarbejde med de frivillige foreninger, mener Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF). Fællesrådet for cirka 70 børne- og ungdomsorganisationer frygter, at konsekvensen bliver færre frivillige i fremtiden. Det nye krav går på, at frivillige ledere, hver gang de modtager penge til f.eks. et arrangement for byens børn og unge skal indberette det til Told og Skat. Nu vil skattefar nemlig have endnu mere at vide end hidtil, om hvad tipsmidler og anden offentlig støtte går til - også selv om de udbetalte penge er skattefrie. Det forstår DUF ikke. »Statsministeren sagde tidligere på året, at ministrene skulle vurdere, om ny lovgivning havde konsekvenser for foreningslivet. Det har man ikke gjort i denne sag, og her er store og negative konsekvenser«, mener DUF-formand Rasmus Hylleberg. I selvangivelsen I forvejen aflægger de frivillige foreninger regnskaber, der kontrolleres af både interne og eksterne revisorer, og flere regler på området vil ifølge Hylleberg dræbe lysten til at arbejde som frivillig. Den enkelte risikerer nemlig en sammenblanding af privatøkonomi og foreningsøkonomi, fordi mange små foreninger har ikke et SE-nummer, som de udbetalte støttekroner kan registreres under. Så må de frivillige i stedet aflevere cpr-nummer, og dermed placerer skattevæsenet beløbet på deres personlige selvangivelser. »Vi spørger os selv, om alt det gode regeringen siger, den vil gøre for det frivillige foreningsliv bare er valggas. Fakta er, at foreningsbureaukratiet vokser dag for dag - og de frivillige ledere forsvinder mellem fingrene på os«, siger Hylleberg. Ikke informeret Også organisationer som Danmarks Idræts-Forbund, De Samvirkende Invalideorganisationer, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og oplysningsforbundene vil være omfattet af de nye krav. Men de har tilsyneladende endnu ikke hørt noget om indberetningspligten. Reglerne er dog ikke så nye, oplyser fuldmægtig i Told og Skat Hanne Jensen-Fangel. Loven om indberetningspligt stammer fra 1996, men for snart to år siden besluttede skatteministeren, at den også skulle gælde offentlige tilskud, der videreformidles af frivillige foreninger. I første omgang kun organisationer under visse ministerier, men fra sidste år alle. Alligevel hørte DUF først om ændringen i juni i år. Til gengæld træder reglerne i kraft med tilbagevirkning fra 1. januar 2001. Told og Skat har dog netop sendt en dispensation til DUF, der udskyder indberetningspligten til 1. januar næste år, fortæller Hanne Jensen-Fangel. Strider mod ønske Men det ændrer ikke ved konsekvenserne for de frivillige, og de strider mod både regeringens og skatteministerens udtalte ønske om at forbedre samarbejdet mellem det offentlige og det frivillige Danmark, mener Rasmus Hylleberg. Så sent som sidste onsdag mødtes politikere og frivillige ved en konference om samspillet, hvor de diskuterede et såkaldt charter, som skal udstikke spillereglerne for begge parter. Et hovedtema var, at når der nedfældes ny jura, skal konsekvenserne for de frivillige vurderes. Det er ikke sket her. »Vi vurderer kun helt nye love«, fortæller Hanne Jensen-Fangel og tilføjer »Hvis der er meget uheldige konsekvenser, må foreningerne jo sige det. Og så må man evt. lave det om«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























