Læger Uden Grænser rejser snart til Afghanistan

Lyt til artiklen

Den danske afdeling af Læger Uden Grænser har den seneste måned indsamlet 130.000 kroner til at sende syv danske læger og sygeplejersker til Afghanistan og nabolandene Iran og Pakistan snarest. De skal imødegå den truende humanitære katastrofe blandt millioner af afghanere, der risikerer hungersnød og infektionssygdomme som kolera. »Det er et meget positivt tegn, at danskerne har støttet os i det omfang. Vi havde frygtet, at terrorangrebet ville påvirke folks velvilje i forhold til at hjælpe det afghanske folk, men det ser ud til, at folk forstår behovet for humanitær hjælp. Medlidenheden er ikke kun på USAs side«, siger bestyrelsesformand Søren Brix Christensen fra Læger Uden Grænser. Dansk Flygtningehjælp sender på onsdag fire medarbejdere af sted til Pakistan, hvor de skal bistå FNs Flygtningehøjkommissariat i arbejdet med at opbygge flygtningelejre for afghanske flygtninge. »Samtidig er vi klar til at starte en indsamling til fordel for Afghanistan i det øjeblik, situationen kræver det«, siger Anders Ladekarl, der er leder af den internationale afdeling. Dansk Røde Kors har allerede sendt 4000 presenninger til Pakistan og afventer kun et signal fra Internationale Røde Kors, før organisationens mobile katastrofekontor bestående af en Land Cruiser med alt tænkeligt elektronisk isenkram flyves til området. Samtidig har Røde Kors stillet halvanden million kroner til rådighed fra den særlige katastrofefond, og danske sygeplejersker og sundhedspersonale står klar til at rejse med et norsk felthospital til Pakistan. »Desuden har vi videregivet de 7,5 millioner kroner, som vi fik fra Udviklingsministeriet, til at købe mad, vand, telte og medicin«, oplyser pressechef i Røde Kors Helge Kvam. Dansk Røde Kors afholder landsindsamling søndag den 7. oktober, og selv om indsamlingen ikke direkte er til fordel for Afghanistan, så vil en stor del af overskuddet gå til de afghanske flygtninge gennem katastrofefonden. Røde Kors mangler endnu 10.000 indsamlere for at dække behovet, og frivillige kan melde sig på telefon 38 38 38 38. Frivillige bidrag til Læger Uden Grænser kan indtelefoneres på 90 56 59 59.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her