Bendtsen og Holger K. i strid om PET

Lyt til artiklen

SF-formand Holger K. Nielsen og den konservative leder Bendt Bendtsen er røget i totterne på hinanden omkring Politiets Efterretningstjeneste, PET. Og ordvalget er ikke det mest belevne. Holger K. Nielsen beskylder Bendtsen for "landsskadelig virksomhed", mens Bendtsen kalder Nielsen for "en vendekåbe". Det drejer sig ikke om flere penge eller beføjelser til PET. Faktisk er de to enige om, at det skal efterretningstjenesten have, så den kan øge beredskabet over for mulige muslimske terrorister. Men Bendtsen anklagede i Berlingske Søndag Folketingets venstrefløj for at have stækket PET ved hjælp af den undersøgelse af PETs ageren under den kolde krig, som i øjeblikket er i gang. Problemet er bare, at Bendtsen - i princippet - ikke kan vide, om PET er stækket, i og med at alt omkring PETs arbejde er hemmeligt. Derfor lempede Holger K. Nielsen i Ekstra Bladet mandag på den tavshedspligt, han har som medlem af Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne. Her fortalte han, at det konservative medlem af kontroludvalget - Helge Adam Møller - aldrig har talt i udvalget om, at PET skulle være stækket. Fortrolig viden Altså måtte Bendt Bendtsen sidde inde med dybt fortrolig viden om PET, som det ifølge Holger K. Nielsen er landsskadeligt at buse ud med. Hertil siger den konservative leder: »Der tilflyder selvfølgelig politikere mange informationer, også uden for det såkaldte kontroludvalg, hvor der er fortrolighed. Min holdning bygger på viden og erfaring, som jeg har hentet mange steder fra. Ikke alle kilder egner sig til offentliggørelse, men jeg er 100 procent overbevist om, at de oplysninger, jeg har om PETs virksomhed, er korrekte«. »Dette her er også en HOLDNING. Det er en holdning, jeg har, at jeg ikke er i tvivl om, at det er lykkedes venstrefløjen at stække PET på den måde, man har opført sig på igennem de seneste år«, siger Bendt Bendtsen. Når han så kalder Holger K. Nielsen for en vendekåbe, skyldes det at SF-formanden efter terrorbegivenhederne i USA den 11. september ser positivt på at give PET bedre arbejdsvilkår, hvilket ikke har været god latin på venstrefløjen. »Når Holger K. nu siger det, han siger, erkender han sin fejltagelse, og det er måske meget godt. Men det er ikke mindre end tre år siden, at han kørte frem med bål og brand mod efterretningstjenesterne«, siger Bendtsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her