Politiken tirsdag: Højtuddannede flygtninge og indvandrere skal ikke gå arbejdsløse rundt eller køre taxa. Derfor søsætter indenrigsminister Karen Jespersen (S) nu et pilotprojekt, der skal få ti flygtninge og indvandrere med en akademisk uddannelse ud i job, der passer til deres kvalifikationer. Projektet skal i første omgang bruges til at opsamle viden og erfaring, der skal udnyttes til at få mange flere i arbejde. Projektet er en opfølgning på måneders debat om, at samfundet ikke formår at udnytte de lange uddannelser, som mange flygtninge og indvandrere har. »Vi skal væk fra at betragte disse mennesker som ens. Nu laver vi et projekt, som går ind og måler, hvad den enkelte kan og er motiveret for«, siger Karen Jespersen. Fagforeninger er med Pilotprojektet laves i samarbejde med Magisterforeningen og Dansk Jurist og Økonomforbund (DJØF). De stiller i et år en projektvejleder til rådighed for de ti flygtninge og indvandrere, der skal ansættes i statslige institutioner i den pågældende periode. »Hensigten er at få en viden om, hvordan man får dem i arbejde med en uddannelse, som vi ikke kender. De har lært tingene på en anden måde end os«, siger konsulent i DJØF Jesper Holdflod Pallesen. »Tidligere har vi været for dårlige til at se potentialet i disse mennesker, og det er først nu, de offentlige myndigheder er ved at registrere, hvilke uddannelser de har«, siger han. Karen Jespersen betragter det »som naturligt« at følge op på pilotprojektet om et år, når det udløber. Foreløbig har hun støttet det med 350.000 kroner. Derudover vil hun give 300.000 kroner til oprettelsen af et website, hvor flygtninge og indvandrere kan oplyse om deres kvalifikationer. Indenrigsministeren mener, det er vigtigt, at også fagforeningerne tager del i dette arbejde. »De skal være med til at vurdere, om uddannelserne duer eller ej«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























