Energitilsynet i strejke

Lyt til artiklen

Politiken tirsdag: Utilfredse forbrugere af el, varme og naturgas kan klage til Energitilsynet, men de beskikkede medlemmer af det uafhængige tilsyn har nedlagt arbejdet i protest mod for ringe arbejdsvilkår. Tilsynet skulle have holdt møde i går, men det blev ligesom et foregående møde aflyst. Dermed svæver en række energipolitisk tunge sager fortsat i det uvisse til stor skade for både el-, varme- og gassektoren. Branchen er dybt afhængig af, at Energitilsynet fortolker diverse regler fra staten - for eksempel om priser på transport af naturgas og elpriser fra elselskaber med pligt til at levere strøm til private forbrugere. Uroen i Energitilsynet har ulmet siden juni, og nu har formand Hans Henrik Østergaard og resten af tilsynet fået nok. Hans Henrik Østergaard har bedt miljø- og energiminister Svend Auken (S) om at få sin afsked, men Miljø- og Energiministeriet har lovet ham at tage problemerne alvorligt og har bedt ham genoverveje sin afsked. Uansvarligt at fortsætte »Jeg vil gerne frasige mig jobbet som formand, fordi det kræver for meget af min tid«, siger Hans Henrik Østergaard, der til daglig er administrerende direktør for Finansstyrelsen. Han bekræfter, at et af problemerne med bijobbet i Energitilsynet bunder i, at sekretariatsbetjeningen »ikke er optimal«. Tilsynet skal spille sammen med både Konkurrencestyrelsen og Energistyrelsen, som traditionelt ser vidt forskelligt på energispørgsmål. Energitilsynet drøftede sagen med Svend Auken og erhvervsminister Ole Stavad (S) 29. juni, men en løsning blev ikke fundet. For godt en uge siden reagerede så de menige medlemmer af Energitilsynet. I et skarpt brev til Svend Auken fastslog blandt andre professor Niels I. Meyer fra Danmarks Tekniske Universitet og den forhenværende topchef for Nesa og Sjællandske Kraftværker, Preben Schou, at »ikke mindst forholdet til Konkurrencestyrelsen har udgjort et betydeligt problem«. I brevet, som Politiken er i besiddelse af, skriver de vrede medlemmer, at hvis der ikke findes en acceptabel løsning, så finder de det »uansvarligt at fortsætte«. Kontorchef Flemming G. Nielsen fra Miljø- og Energiministeriet oplyser, at planen er at lave et mere selvstændigt sekretariat for Energitilsynet. Forslaget er, at Konkurrencestyrelsen udlåner 30 medarbejdere, der sammen med to fra Energistyrelsen skal have reference til Energitilsynet og kun Energitilsynet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her