Det grønlandske landsstyres holdning til USA er blevet mere positiv efter terrorangrebet den 11. september. USAs tilstedeværelse på Thule Air Base bør ses i et andet lys, sagde landsstyreformand Jonathan Motzfeldt, da han fredag åbnede landstinget. »Vi skal se amerikanernes tilstedeværelse på Thule Air Base og Thule-radaren i et nyt og anderledes lys,« sagde Jonathan Motzfeldt i sin åbningstale. Landsstyreformanden understreger dog, at politikken er den samme som hele tiden. »Vi vil sidde med ved bordet, når det handler om Grønland, og vi vil tage stilling til eventuelle forandringer ud fra, hvad der tjener til fred og sikkerhed. Dette er et af de vigtige spørgsmål, vi skal drøfte på denne landstingssamling«, fastslog Jonathan Motzfeldt. Motzfeldt fortsætter Mandag blev Jonathan Motzfeldt væltet som partiformand for Siumut, og landsmødet valgte en ny ledelse. Men intet af den politik, som den nye partiledelse lægger op til, har fundet vej til landsstyreformandens tale. Trods udskiftningerne i Siumut-partiets ledelse vil landsstyret bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit fortsætte den hidtidige politik, fremgik det af talen. Ingen fiskeriløsning Om fiskeriets problemer, som var årsag til valget af ny partiformand, kom Jonathan Motzfeldt ikke med nogen løsning. »Den aktuelle situation viser, at der er behov for reformer inden for det kystnære fiskeri. Sådanne tilpasninger vil berøre mange borgere og kommuner. Vi er nødt til at effektivisere og konsolidere det kystnære fiskeri, så det er i stand til at klare skiftende markedsvilkår«, sagde Jonathan Motzfeldt. »Det er vigtigt, at vi finder en helhedsløsning, der tilgodeser alle parter i fiskeriet«, fastslog han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























