Politiet Efterretningstjeneste (PET) kan ikke bekræfte, at Osama bin Laden har forbindelser til Danmark via højt betroede mellemmænd i en dansk del af Ladens internationale netværk. Det oplyser justitsminister Frank Jensen (S), efter at den anerkendte franske ekspert i international terrorisme Roland Jacquard har fortalt Ritzau, at Osama bin Ladens nærmeste allierede og 'åndelige fader' fra hans tid i Sudan opholder sig i Danmark. »PET har over for mig oplyst, at man ikke kan bekræfte disse udtalelser«, siger Frank Jensen. Ifølge Roland Jacquard skal en egypter ved navn Fouad Mohammad Talat være aktiv i Danmark. PET har her oplyst til justitsministeren, at en egypter, der blandt andet går under navnet Talat Fouad Mohammed Kassem ikke længere opholder sig i landet. »Den pågældende indrejste i Danmark i 1992. I 1995 udrejste den pågældende fra Danmark til Balkan, hvor han forsvandt under et ophold i Kroation«, siger Frank Jensen. Justitsministeren oplyser videre, at PET nu 'naturligvis vil undersøge de nævnte forlydender nærmere'.
Minister: PET kan ikke bekræfte Bin Laden-forbindelse
Lyt til artiklen