Børn stuves sammen i SFO

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Luften er tung, der er en helvedes larm, og man skal passe på ikke at træde på de små væsener, der myldrer omkring og måske bides lidt. Man kommer let til at tænke på en kyllingefarm, men stedet kan meget vel være en skolefritidsordning. Der er nemlig stor forskel på, hvordan landets kommuner har reageret på, at antallet af børn i folkeskolernes fritidsordninger er steget med 34 procent i løbet af bare fire år. Hovedpine og stress Nogle børn har fine forhold, men mange bliver stuvet sammen i forhåndenværende bygninger eller uegnede lokaler. »Forholdene er nogle steder så dårlige, at børnene får hovedpine og stress, og deres leg og samvær ødelægges af de konflikter, der let opstår, når mange børn er sammen på lidt plads«, siger lektor, cand.psych. Peter Clausen, Jydsk Pædagog-Seminarium, som gennem en årrække har beskæftiget sig meget med emnet. »Generelt er problemerne blevet så grelle, at jeg føler en faglig forpligtelse til at gøre opmærksom på dem. Det er svært at få budskabet igennem til politikere, der ikke ved, hvordan det er at tilbringe eftermiddag på eftermiddag i tætpakkede lokaler med et støjniveau på 80-85 dB. Men de har chancen for at vise fremsynethed nu, hvor vi står foran et kommunevalg«, siger han. Over 85 dB I bogen 'Børn og børneliv i nutidssamfundet' placerer han ligefrem bedre fysiske rammer for børn i skole og skolefritidsordninger øverst på en liste over visioner, der skal give børn et bedre liv. Placeringen over mere følelsesladede emner begrundes med, at den knebne plads berører så mange og har så store afsmittende virkninger. Det bekræfter Bente Sorgenfrey, formand for BUPL: »Vi kender steder, som for få år siden blev bygget til 50 børn, der i dag rummer det dobbelte antal. Pladsmangel giver uro og støj, og det betyder meget for de eftermiddagstimer, hvor børnene gerne skulle falde til ro og nyde tiden med deres venner. Vi ved da også, at børn i dag er betydeligt mere stressede end for nogle år siden«. Værst i SFO En tre år gammel undersøgelse lavet af BUPL, Pædagogisk Medhjælperforbund, PMF, samt Dansk Teknologisk Institut viser, at det gennemsnitlige støjniveau i to ud af tre SFOer overstiger 80 dB og dermed grænsen for, hvornår ansatte i industrien skal bære høreværn. I hver fjerde overskrides høreskadegrænsen på 85 dB. Støjproblemet er altså værre end i børnehaverne. Forretningsudvalgsmedlem Finn Danielsen, PMF: »Kommunerne ser det som en stor gevinst, at der er skaffet plads til mange nye børn, og det vil jeg ikke modsige. Men man må også se på, at der ikke er sket en proportional udvikling i budgetterne, og at det har sin pris i forhold til kvaliteten. Vores målinger viser, at der er indskrevet cirka 50.000 børn uden personalekompensation«, siger forretningsudvalgsmedlem Finn Danielsen fra PMF. Undervisningsministeriets nøgletal for grundskolen viser, at der for skoleåret 1999/2000 i gennemsnit var 16,4 børn pr. fuldtidsansat voksen i SFOerne mod 11,9 i skoleåret 1995/1996. Laveste score En undersøgelse fra BUPL, PMF og Advice Analyse viser da også, at forældre med børn i skolefritidsordninger ser mere kritisk på forholdene i deres børns institution end forældre med børn i vuggestuer og børnehaver. Hver tiende forælder er utilfreds med barnets institution, og tilfredshedsgraden er generelt lavest hos forældre med børn i fritidsordninger. Disse forældres tilfredshed ligger især under gennemsnittet, når det gælder det indendørs miljø, de fysiske rammer for leg og udfoldelse samt personalets tid til at tage sig af det enkelte barn og børn med særlige behov. Mange tåbelige løsninger Det kommer ikke bag Henriette Bjergvang, formand for FOLA, landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner: »Jeg fornemmer, at tingene virkelig presser sig på i øjeblikket - emnet bliver stadig oftere bragt på bane, når jeg taler med folk rundt om i landet. Der findes rigtig gode skolefritidsordninger, men der er også lavet mange tåbelige løsninger, og det giver store problemer. Det er især mit indtryk, at børn med problemer kan føle sig ladt i stikken«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her