Fogh tordner mod udlændingelov

Anders Fogh Rasmussen langede ud efter Poul Nyrup Rasmussen. - Foto: Jens Dresling
Anders Fogh Rasmussen langede ud efter Poul Nyrup Rasmussen. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Jublende muslimer og tossegode socialdemokrater fik en verbal afklapsning, da Venstres leder, Anders Fogh Rasmussen, foran en sal af taktfast klappende Venstrefolk slap udlændingene løs i den hjemlige valgkamp. Rivalerne fra det socialdemokratiske statsministerparti blev aldrig nævnt ved navn. Men ingen var i tvivl om adressen, da Fogh fra talerstolen på partiets landsmøde i Odense buldrede mod »slapheden, blødsødenheden, tossegodheden og den lalleglade tolerance«, der præger udlændingepolitikken. »Der er brug for en ny udlændingepolitik. En ny politik, som er i overensstemmelse med ønskerne hos et bredt flertal i befolkningen. Der er brug for en fast og fair udlændingepolitik. Nej til dem, der vil snyde, nasse, bedrage og begå kriminalitet. Ja til dem, der vil arbejde og bidrage positivt til det danske samfund. Det skal være slut med slapheden«, sagde Fogh. Skyts mod imamer Med afsæt i terrorangrebet mod USA rettede han skytset mod jublende unge fundamentalister, USA-fjendtlige imamer og kriminelle og politifjendtlige indvandrere. Han udpegede også det store problem, at over halvdelen af indvandrerne står uden for arbejdsmarkedet. »Vi sender et krystalklart signal til alle: Hvis I vil arbejde og yde et bidrag til det danske samfund, så er i velkomne. Men I kan ikke bare komme til Danmark for at hæve bistandshjælp. Danmark kan og skal ikke være bistandskontor for hele verden«. Festfri dag Ligesom Socialdemokratiet for en uge siden havde Venstre skåret landsmødet ned til en enkelt festfri dag, som skulle stå i sorgens og terrorbekæmpelsens tegn. Den indenrigspolitiske halvdel af V-landsmødet følger senere på efteråret - velsagtens umiddelbart efter, at socialdemokraterne har holdt deres. Mens statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) nøjedes med at lukke valgkampen ind i små doser på sin 'antiterror-kongres', så indtog den hjemlige politik - udlændingepolitikken - den absolutte hovedrolle hos Venstre. Anders Fogh Rasmussens tale var ventet med en vis spænding, fordi Kristeligt Folkeparti og især Centrum-Demokraterne i den forløbne uge advarede Fogh mod at bevæge sig for langt over i retning af Dansk Folkeparti, som for en uge siden lagde alverdens muslimer for had. Linedans Foghs tale formede sig da også som en linedans mellem den 'faste' og den 'fair' linje. Han havde varme ord med til »de mange indvandrere, som hver dag arbejder hårdt for at skabe en tilværelse i Danmark« og er klar til at lempe indvandringsstoppet - i hvert fald over for veluddannede udlændinge, der kan få arbejde i Danmark. Hverken den kristelige leder, Jann Sjursen, eller CDs Peter Duetoft bryder sig om Foghs tale. Men den får dem ikke til at flygte mod Socialdemokratiet. »Problemet er, at når det kommer til stykket, er der ikke den store forskel på de to Rasmusseners kurs over for udlændinge«, siger Jann Sjursen. Ingen religionskrig Venstres Rasmussen sørgede for at sige, at kampen mod terrorisme ikke må udvikle sig til en religionskrig. Han overlod det imidlertid til retsordfører Birthe Rønn Hornbech at fordømme Dansk Folkeparti. »Den yderste højrefløj har efter tragedien i USA lagt alle muslimer i Danmark for had. Venstre må tage skarp afstand fra den generalisering og mistænkeliggørelse, som alle muslimer udsættes for i disse dage. Vi må anerkende og støtte dem, der på alle måder har lagt afstand til terroren. Tiden er inde til at holde hovedet koldt og hjertet varmt«, sagde Rønn Hornbech. Splittelse i S Anders Fogh Rasmussen konstaterede, at mange ville kritisere ham for de karske ord. Han fik ret. Udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) betegner talen som »et ubehageligt forsøg« på at sammenkoble den alvorlige situation efter terrorangrebene i USA med den danske udlændingedebat. »Han spiller på den usikkerhed, som mange danskere har over for udlændinge, og graver grøften dybere i den danske befolkning«, siger Mogens Lykketoft, som tilføjer: »Der mangler moralsk lederskab på den danske højrefløj. Det havde været sympatisk hvis det moderate højre, som Anders Fogh må siges at tilhøre, havde brugt lige så mange kræfter på at holde balancen, som præsident Bush gør det«. Hans partifælle, indenrigsminister Karen Jespersen, har en anden opfattelse. »Anders Fogh Rasmussen er på bølgelængde med os i udlændingepolitikken, når han fokuserer på, hvor vigtigt det er at alliere sig med de moderate og demokratisk sindede blandt udlændinge«, siger Karen Jespersen til Ritzau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her