Frygten for øget fremmedhad efter terrorangrebet mod USA får nu muslimske organisationer og indvandrerorganisationer til at holde et krisemøde onsdag, skriver Kristeligt Dagblad. Ifølge Hamid El Mousti, socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation, er formålet med mødet én gang for alle at understrege, at de muslimske organisationer i Danmark fordømmer og tager afstand fra terrorangrebet i USA 11. september. Hamid El Mousti har fået en række henvendelser fra muslimer, der er nervøse for de følger, som terrorangrebet i USA vil få for det muslimske samfund i Danmark. I weekenden forsøgte en beruset mand at smide benzinbomber mod Det Islamiske Trossamfunds lokaler i København, og i Århus forsøgte en kvinde i fredags at sætte ild til sin tyrkiske nabos lejlighed. I begge tilfælde blev handlingerne betegnet som hævn for angrebet mod USA.
Danske muslimer indkalder til hastemøde
Lyt til artiklen