Regeringen vil ikke udlevere til dødsstraf

Lyt til artiklen

Justitsminister Frank Jensen tog i morges til EU med et forslag om, at EU godt kan udlevere terrorister til dødsstraf i USA, hvis den blot ikke udføres. Europaudvalget gav ham på et møde i morges ikke noget mandat til at forhandle nye straframmer for terrorisme med EU. Ifølge dansk lov må hverken danske eller udenlandske statsborgere udleveres til lande, der har dødsstraf. Frank Jensen siger om regeringens forslag til en EU-aftale med USA om udlevering: »Idømmelse af dødsstraf vil være i orden. Dødsstraffen må bare ikke eksekveres«. På et pressemøde torsdag eftermiddag gjorde de konservative rede for partiets holdninger til nye straframmer for terrorister som fremover anholdes her i landet. »Det vigtige er, at disse konventioner kommer til at forhindre terror, og at man ikke kan søge skjul i et europæisk land efter at have begået massemord i et land med dødsstraf. Og det lige meget om det er Egypten eller USA«, sagde udenrigsordfører Per Stig Møller. Ikke noget mandat Efter et møde tidligt i morges i Europaudvalget har justitsministeren endnu ikke mandat fra Folketinget til at tiltræde egentlige forslag i ministerrådet om f.eks. fælles straframmer for terrorisme og om bedre samarbejde mellem politi og efterretningstjenester. Udvalgsformanden, Claus Larsen-Jensen (S), oplyser, at Europaudvalget løbende kommer til at give mandat til regeringen, efterhånden som der vil foreligge konkrete forslag i EU. Advarsel mod hastværk Professor i EU-ret, dr. jur. Hjalte Rasmussen, advarer mod, at den tragiske terrorhandling i USA bruges som begrundelse for at gennemføre en stribe væsentlige forslag alt for hurtigt. »EU består af samfund, der har århundreder gamle forskellige politiske og juridiske traditioner. Befolkningerne skal kunne følge med. Og det, vi ser nu, er en demokratisk meget lidt overbevisende måde at lovgive på«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her