Regeringen beordrer kontrol af alle indenrigsfly

Lyt til artiklen

Lufthavnene i Danmark er parat til at indføre 100 procents sikkerhedskontrol af både passagerer og bagage på indenrigsruterne. I Københavns Lufthavne og Billund Lufthavn var der allerede 100 procents kontrol, før regeringen torsdag aften besluttede at beordre sikkerhedskontrollen indført. Derved benyttes samme koncept som ved de internationale flyvninger, og alle passagerer skal gå ud til deres fly gennem hal 6 efter at have passeret den centrale sikkerhedskontrol. Derfor må passagererne påregne lidt ekstra tid i lufthavnen. Både Århus og Aalborg lufthavne er parat til den skærpede kontrol. Regeringen har ikke besluttet, om de skrappere regler for flyselskaberne skal være permanente, også når det midlertidige sikkerhedsberedskab afblæses, siger statsministeren. Også i det danske militær har terrorangrebene i USA sat deres spor. Sikkerhedstrin alfa Forsvaret er fortsat i antiterrorberedskab på det såkaldte sikkerhedstrin alfa, som er det mildeste sæt af særlige forholdsregler. »Det betyder, at vi er mere omhyggelige med at passe på os selv og de militære anlæg. Men der er stor forskel på, hvordan det kommer til udtryk lokalt«, fortæller Torleif Poulsen fra Forsvarskommandoen. På Farum Kaserne, der blandt andet huser 'Rulle-Marie' kommer sikkerhedstrin alfa til udtryk ved, at kun én indkørsel til kasernen er åben, og alle, der passerer gennem den, bliver tjekket. Samtidig er vagtstyrken på kasernen forøget. Politiets indsats er koncentreret omkring Israels og USAs ambassader og ambassadørboliger, hvor der konstant er politi på vagt. Øget antal betjente Men også i lufthavnen i Kastrup patruljerer et øget antal betjente til fods. Der er desuden øget bevågenhed andre steder, men politiet vil ikke oplyse hvor. »Vi har taget særlige foranstaltninger, fordi man kunne frygte, at nogen skulle blive inspireret af terrorangrebene«, siger chefpolitiinspektør Kai Vittrup. Onsdag aften havde terrorangrebene udelukkende inspireret sympatisører til offentligt at glæde sig over den amerikanske katastrofe. Kai Vittrup ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt politiets skærpede bevågenhed også betød, at disse grupper blev overvåget ekstraordinært. Men den skærpede bevågenhed omfatter ikke øget personel ved Amalienborg og Christiansborg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her