Bornholms Amt går nu til erhvervsminister Ole Stavad (S) og fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) for at få hjælp efter, at det står klart, at torskekvoterne i Østersøen næste år nedskæres kraftigt. Den Baltiske Fiskerikommision skar i sidste uge en tredjedel af den danske torskekvote for år 2002. I konsekvens heraf har amtets økonomiudvalg givet amtsborgmester Knud Andersen (V) mandat til at gå til regeringen. Nedskæringerne anslås udover fiskeriet at kunne ramme følgeindustri, håndværkere og handlende med samlede anslåede tab på op mod 50 mio. kr. Udover omkring 400 beskæftiget direkte i fiskeriet anslåes det, at yderligere 2000 bornholmere på land er indirekte beskæftiget i følgeindustri m.m. »Fiskeriet er sammen med landbruget de to vigtigste erhverv på Bornholm. Og i denne sag risikerer ikke bare fiskerne men også fiskeindustrien at blive ramt. Når det før har svigtet med råvaretilførslerne til fiskeindustrien, har vi kunnet købe frossen fisk til forarbejdning i Norge og Murmansk. Men nu begynder det også at se vanskeligt ud for fiskeindustrien at skaffe sig erstatningsvarer andre steder fra. Dermed risikerer industrien at blive hårdt ramt«, siger amtsborgmester Knud Andersen til Ritzau. Skeptisk overfor biologer Han peger på, at en reduktion af den bornholmske fiskeflåde kan få alvorlige virkninger for øens økonomi på længere sigt. »Hvis - og jeg siger udtrykkeligt hvis - biologerne har ret i deres vurderinger af fiskebestandene, så vil en reduktion i torskefiskeriet betyde, at fiskebestandene vil vokse igen i løbet af nogle år. Sker det, så nytter det jo ikke noget, at fiskeflåden i mellemtiden er blevet drastisk beskåret. For så står vi med en nedskæring af fiskeriet generelt, som vil få meget alvorlige konsekvenser for Bornholms økonomi«, siger amtsborgmesteren. Udover at gå til erhvervsminister Stavad vil amtet med fødevareminsier Ritt Bjerregaard drøfte den omstridte biologiske rådgivning, der er en af forudsætningerne for fastlæggelsen af fiskekvoter. »Vi vil gøre fødevareministeren opmærksom på, at den biologiske rådgivning ikke har det tilstrækkelige grundlag at foretage sine anbefalinger på. Der findes en række indlysende eksempler på gennem årene, at der ikke er sammenhæng mellem biologernes anbefaling og den virkelighed, som fiskerne oplever i praksis på havet. I betragtning af, at vi taler om et vigtigt erhvervs overlevelsesmuligheder, så skal rådgivningen omkring kvoter og fiskebestande basere sig på et bedre grundlag end skøn og spinkle prøvefiskninger«, fastslår Knud Andersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























