Politiken søndag: Den islamiske bevægelse Hizb-ut-tahrir vinder frem på Nørrebro i København. Gennem opsøgende arbejde blandt unge, har partiet fået flere tilhængere - også i Vollsmose i Odense og i Århus. Kritikere mener, at bevægelsen skader integrationen og advarer om, at unge, der føler sig udstødt, er et let mål for fundamentalisme. »Jo mere de unge mister troen på fremtiden her i Danmark, jo nemmere er det for dem at ryge ind i fundamentalistiske organisationer. Og det er en meget høj procentdel af unge med anden etnisk baggrund, der har mistet tilliden til Danmark«, siger Fahmy Almajid, der har holdt en lang række foredrag til muslimske forældre om integration. Med budskabet om den sande islam og en forkastelse af vestlige værdier og integration i Danmark, har partiet blandt andet fået fat i en del af de tidligere kriminelle etniske unge på Nørrebro. Aktiv på gadeplan Bevægelsen kendes af de muslimske organisationer i området og betegnes som uhyre aktiv på gadeplan. Det er i høj grad Hizb-ut-tahrirs arbejde, der har medvirket til, at kriminaliteten på Nørrebro er faldet markant, lyder det fra flere sider. »De kan nå dem, ingen andre får fat i. De har fået mange unge til at skifte livsstil fra at være kriminelle til at satse på et familieliv, uddannelse og arbejde«, siger formanden for Forældreforeningen på Nørrebro, Khalid Alsubeihi. Partiet argumenterer imod integration, fordi integration udelukkende er et forsøg på at få de unge muslimer til at give slip på de islamiske rødder og falde for vestlige værdier som sex uden for ægteskabet, druk, diskoteker og materielle goder. Man ønsker, at de unge skal leve efter islam og kæmpe for en sand islamisk stat - ikke i Danmark, men i de muslimske lande. Her er partiet dog stort set forbudt overalt. Mange tilhørere Ingen ved, hvor mange tilhængere der er i Danmark, men partiet har kunnet samle op til 1.000 tilhørere til arrangementer i København. Professor Jørgen Bæk Simonsen, der har et nært kendskab til det muslimske miljø i Danmark, bekræfter, at Hizb-ut-tahrir har fået mange ud af det kriminelle miljø. »Det er ikke Hizb-ut-tahrir alene, der har trukket læsset, men de har haft en gennemslagskraft, og det skal de have anerkendelse for. De appellerer til de unge, fordi de selv er unge. De er præget af et utroligt engagement«, siger han. Religiøse kriminelle Også nærpolitiet på Nørrebro har registreret, at tidligere kriminelle unge nu er blevet stærkt religiøse. »Vi er godt bekendt med, at nogle af de unge har fået et kald, og de går rundt og udbreder islam til andre«, siger politiassistent Flemming Gulløv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























