Etnisk slagside i voldtægter

Lyt til artiklen

Politiken fredag: En optælling hos Københavns Politi viser, at mere end to tredjedele af de sigtede eller mistænkte i forbindelse med voldtægtssager er personer med flygtninge- eller indvandrerbaggrund. Samtidig er ny voldtægt anmeldt på Amager. En optælling i sagerne hos Københavns Politi viser, at to tredjedele af de mistænkte eller sigtede i anmeldte voldtægtssager siden nytår er personer med flygtninge- eller indvandrerbaggrund. Optællingen kommer, efter at en lignende optælling i Norge viste den samme tendens. »Jeg vil gerne understrege, at der er tale om personer, som er blevet beskrevet af den forurettede, og der er altså ikke tale om personer, der er blevet dømt. Her er udelukkende tale om personer, som vi har fået beskrevet ved signalement fra den forurettede«, siger chefen for afdelingen for drab, vold og sædelighed ved Københavns Politi, kriminalinspektør Kurt Jensen. Af de 41 sager, der er blevet anmeldt siden nytår, er 28 af de sigtede personer med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, viser optællingen. »Tallet skal tages med et gran salt. Der er udelukkende tale om sager, der kommer til politiets kendskab via anmeldelse om voldtægt eller forsøg på voldtægt«, siger Kurt Jensen, der ikke har et tal for, hvor mange der er blevet dømt. Sekretariatsleder for Nævnet for Etnisk Ligestilling, Mandana Zarrehparvar, raser over, at Københavns Politi har offentliggjort tallene. Hun siger, at politiet burde sende tallene til de sociale myndigheder i stedet for at sende dem ud i offentligheden, hvor de bare er med til at gøre problemerne endnu større. »Selvfølgelig er der et problem, og jeg synes også, det er forkasteligt, at der er nogen, der kan finde på sådan noget. Men politiet puster bare til ilden ved at sende sådan nogle tal ud. De burde bruge tallene i et samarbejde med de sociale myndigheder«, siger hun. Samtidig med at Kurt Jensen i går kunne offentliggøre de nye tal, kunne politiet rapportere om endnu en voldtægt fra Amager, hvor to mænd mistænkes for voldtægt mod en 26-årig stofmisbruger. Kvinden blev overfaldet bagfra og truet med en kniv, mens en anden mand tog et kondom på og fuldbyrdede voldtægten. Kvinden beskriver gerningsmændene som to personer med flygtninge- eller indvandrerbaggrund. »Vi har ingen anledning til at tro, at der ikke skulle være tale om en voldtægt. Men vi holder alle muligheder åbne, og vil gerne høre fra vidner, der eventuelt har set eller hørt noget i forbindelse med voldtægten«, siger kriminalinspektør Kaj Jensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her