Freddy Blak: Jeg bliver i S

Lyt til artiklen

Den socialdemokratiske EU-parlamentariker Freddy Blak afviser, at han er på vej ud af Socialdemokratiet. Han vil både sidde i Næstved byråd og EU-parlamentet, selv om Socialdemokratiet har forbud mod dobbelt-mandater. Blak regner nemlig med at få hovedbestyrelsens dispensation, hvis han bliver valgt til november. »Der er ingen problemer i denne sag, før valget er overstået. Partiets regler siger helt klart, at alle kan få lov at stille op. Når jeg er valgt, skal der gives en dispensation. Hvis jeg havde fortsat i EU-parlamentet og stadig været kandidat, så kunne man sige, at jeg spreder mig og ønsker at få flere dobbelt-mandater, siger Blak. Han meddelte umiddelbart efter parlamentsvalget i 1999 meddelte, at han ikke ville genopstille til Europa-Parlamentet. Han har haft følere ude, men han har ingen underhåndsaftale med partiet, understreger han. Hvis partiet afviser at give ham dispensation, skal han vælge mellem byrådet og EU-Parlamentet. »Så vil jeg træffe en afgørelse, når jeg har set den beslutning, der kommer, om jeg så skal sige: "OK, så stopper jeg måske mit arbejde i EU-parlamentet". Men det er fuldstændig teori. Det anser jeg slet ikke for at være realistisk«, siger Freddy Blak. Han afviser, at han søger til Næstved byråd, fordi der har været kurrer på tråden mellem ham og S-parlamentarikerne Torben Lund og Helle Thorning-Schmidt. »Jeg tror aldrig, at vores gruppe har kørt så godt i de 12 år, jeg har været her. Vi fik renset luften, lært hinanden at kende og pisset de grænser af, der skulle være. Vi har et fremragende samarbejde alle tre«, siger Freddy Blak. Partisekretær Willy Stig Andersen siger, at forretningsudvalg og hovedbestyrelse først vil tage stilling til en evt. dispensation, hvis Freddy Blak bliver valgt. Det vil i givet fald være første gang en sådan gives i partiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her