Taxakrig i Kastrup

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige er klar over det. Men ude på bagsiden af Terminal 3 i Kastrup Lufthavn er en potentiel taxakrig under opsejling. Indtil videre har det ikke givet problemer, men spørger man lidt her og lidt der, så kommer følelserne i kog, og chaufførerne begynder at beskylde hinanden for at bryde aftaler og stjæle hinandens kunder. »Ifølge reglerne må svenskerne ikke køre herover med tomme vogne for at samle kunder op. Men det gør de alligevel, ligesom der er flere af dem, som kører rundt med vores kunder inde i København, og det må de heller ikke. Det er et stort problem for dem, der kører fast herude, for det siger sig selv, at de ture, som svenskerne tager, de går fra os«, siger Claus Ihler fra det danske selskab Taxameter. Senest er danskerne begyndt at samle underskrifter, så de kan få deres svenske kollegaer ud af lufthavnen, så alle kunderne havner i danske taxaer. »Altså, det koster cirka 500 kroner at køre en kunde til Malmø, og det tager ikke mere end 20 minutter. Det er en god tur, også selvom man skal køre tom hjem derovrefra. Men de ture tager svenskerne, og det er vi selvfølgelig sure over«, siger Claus Ihler. Hele konflikten tager udgangspunkt i Øresundsbroen. Efter at den er kommet, har svenske hyrevogne haft lov til at køre svenske kunder fra Malmø til Kastrup Lufthavn, hvor de har haft muligheden for at vente på kunder, som skulle til Sverige i stedet for bare at køre tomme tilbage til Skåne. Ifølge de danske chauffører startede det med, at svenskerne havde en taxaholdeplads, hvor der var plads til seks biler. Det udviklede sig til en hel bane, og nu har svenskerne fået to baner mere, hvor deres biler kan holde opmarcheret, mens de venter på kunderne. Priser er næsten ens Det har gjort danskerne sure, fordi de mener, at svenskerne stjæler deres kunder, ligesom de beskylder svenskerne for at dumpe priserne, fordi svenskerne gerne må aftale en pris med kunden, og ikke udelukkende er afhængige af taxameteret, som de danske chauffører. Men ifølge Politikens oplysninger ligger priserne dog meget tæt på hinanden, uanset om det er en dansker eller en svensker, der kører turen. »Indtil videre går det okay. Men hvis svenskerne begynder at tage de to baner nede bagved, så bliver der ballade. Der mange herude, som er parat til at gå til den, hvis det når så langt«, siger Claus Ihler. Ovre på den anden side af fortovet, står de svenske chauffører og pludrer om løst og fast med deres motorer slukket. Mens de danske taxaer hurtigt ryger igennem den enorme kø på deres side, så holder svenskerne helt stille uden kunder. »Jeg forstår ikke danskerne. Det er så få ture, vi får herude i lufthavnen, at det er fuldstændig ligegyldigt for dem. Og det passer ikke, at vi kører herover med tomme biler for at hente kunder her i Kastrup. Vi kører ikke herover, med mindre vi er bestilt eller har en kunde med herover. Det kan slet ikke betale sig for os, hvis vi ikke har en aftale eller en kunde med«, siger Peter Jakobsen. som kører for Taxa-Skåne. Han når at ryste på hovedet mange gange i løbet af den tid, han forklarer om den potentielle taxakrig. »Det spiller ingen rolle, hvad danskerne siger. Jeg har godt hørt, der er lidt problemer, mens hvis det udvikler sig, så har vi 1.000 biler på den anden side, som vil støtte os. I Sverige er taxabranchen meget hårdere end i Danmark, og danskerne må bare vænne sig til, at der er kommet konkurrence«, siger Peter Jakobsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her