Politiken torsdag: De danske EU-modstanderes førstemand, Jens-Peter Bonde, bliver hårdt angrebet af både udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) og Estlands udenrigsminister, Toomas Hendrik Ilves. Gennem længere tid har Jens-Peter Bonde blandt andet arrangeret studieture til Bruxelles for estiske EU-modstandere og rejst fondspenge fra EUs kasser til brug for de estiske EU-modstandere. Det falder Mogens Lykketoft og hans estiske kollega for brystet. »Hr. Bonde har brugt fondspenge fra Europaparlamentet til at påvirke anti-EU-grupperinger i Estland. Jeg synes, det er amoralsk og perverst at bruge EU-penge til at få folk til at modarbejde EU«, siger Toomas Hendrik Ilves. Mogens Lykketoft er i denne uge på officielt besøg hos de tre baltiske stater og har i flere taler omtalt en samlet baltisk optagelse i EU som et hovedanliggende for næste års danske formandskab. Regeringerne i Estland og Letland ønsker en hurtig indtræden i EU, men befolkningerne i begge lande et delt lige over i spørgsmålet. Lykketoft erklærer sig parat til at skærpe kampen mod det tværeuropæiske EU-modstandsarbejde: »Det er helt åbenbart, at sådan arbejder Jens-Peter Bonde. Man ser tydeligt på Ilves' bemærkninger, at det har virket meget stødende - i hvert fald på nogle i Estland. Har nogle brug for den stabilitet, som EU- og NATO- medlemskaber giver, er det de baltiske lande. Ved at prøve at overtale dem til at lade være med at tilslutte sig, er det i virkeligheden i ordets egentlige forstand en bjørnetjeneste at gøre dem«, siger Mogens Lykketoft. Jens-Peter Bonde afviser, at han aktivt har agiteret for et estisk nej: »Min valgkreds er ikke Danmark, men hele Europa. Esterne må selv finde ud af, hvordan de vil stemme, men det er ikke bare min ret, men min pligt at afgive mine meninger om EU-systemet«. SFs formand, Holger K. Nielsen, betegner sagen som et anliggende mellem Lykketoft og Bonde, men siger dog: »Landets befolkning skal have lov til at tage diskussionen med sig selv. Jeg var imod, at briterne blandede sig i vores euroafstemning«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























