Politiken fredag: 82 procent af landets brandvæsener lever ikke op til lovens krav om kvalitet, viser en ny stikprøveundersøgelse fra Redningsrådet, der er en kontrolinstans under Indenrigsministeriet. Så dårlig har resultatet for de danske brandkorps aldrig været før. Resultatet er dermed også ringere end en lignende stikprøve for to år siden, der viste at to ud af tre ikke overholdt loven. Det fik daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen (S) til at love bod og bedring. »Det er ikke godt nok. Men derfra og så til at sige, at det er utilgiveligt og at folk behøver at føle sig utrygge, der er trods alt et stykke«, siger formanden for Redningsrådet, Bjarne Kjems. Bladet Brandværn har fået aktindsigt i rapporterne, som Redningsrådet har lavet på baggrund af de prøvealarmeringer, rådet har foretaget i sommer. I langt de fleste tilfælde fik brandfolkene påtegnelser, fordi de var for langsomme til at dukke op på brandstedet. I de øvrige tilfælde var de ikke effektive nok ved slukningsarbejdet. 45 minutter forsinket I alt blev 17 brandvæsener landet over set efter i sømmene af rådet. Kun tre brandvæsener - eller 18 procent - af de 17 undersøgte fik karakteren 'tilfredsstillende'. De øvrige 14 blev bedømt til at være for dårlige. Et af de grelleste overskridelser skete i Struer. Her kom en vandtankvogn først frem til brandstedet efter 45 minutter. I større byer skal brandbilerne være fremme ved det brændende sted senest 10 minutter efter alarmen er modtaget, og ved spredt bebyggelse må der højst gå et kvarter. »En overskridelse som i Struer er selvfølgelig helt forkastelig«, siger Bjarne Kjems. I et andet tilfælde ankom samtlige brandbiler fra Ørum i Vestjylland for sent til testbranden, og desuden manglede brandfolkene en uddannet holdleder. Og i Herning kom to køretøjer for sent til brandstedet. »Selvfølgelig skal vi overholde lovens krav, men selv om vi har lavet de her overskridelser, der er i sekundklassen, er det ikke sådan, at vi på nogen måde tilsidesætter folks sikkerhed, siger beredskabschef i Herning, Ib Johannesen. Han vil nu stramme op på stationens arbejdsgang. Redningsrådets undersøgelse skaber vrede hos Christiansborgpolitikerne, der nu kræver en hurtig redegørelse fra indenrigsminister Karen Jespersen (S). Politisk røre Formanden for Folketingets Kommunaludvalg, den konservative Knud Erik Kirkegaard vil nu kalde indenrigsministeren i samråd om sagen, og SFs kommunalordfører Kresten Touborg er også fortørnet. »Brænder folk inde, fordi brandfolkene er for langsomme, er det simpelthen helt utilgiveligt«, siger Kresten Touborg, der i Folketinget vil foreslå en skrappere kontrol med landets brandvæsener. Indenrigsminister Karen Jespersen retter skytset mod kommunerne, der har ansvaret for at deres brandvæsen overholder reglerne. »Jeg mener, at lovkravene til brandberedskaberne er i orden. Redningsrådets prøvealarmeringer er en påmindelse til de kommuner, der ikke overholder kravene, om at der er brug for et serviceeftersyn af deres brandvæsen«, siger Karen Jespersen. Ifølge Brandteknisk Institut omkom 83 danskere sidste år efter en brand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























