Oplysninger fra den amerikanske kongres har rejst ny usikkerhed om prisen på de jagerfly, som USA er ved at udvikle til afløsning for de F 16 jagere, der udgør grundstammen i flyvevåbnet i USA og i en række NATO-lande - heriblandt Danmark. Ifølge den nye ugeavis Weekend Nu anslår budgetkontoret i den amerikanske kongres, at prisen pr. styk bliver mere end dobbelt så høj. Sammen med Holland og Norge deltager Danmark med et lille kontant indskud i udviklingsarbejdet, og regeringen skal sammen med partierne bag forsvarsforliget inden årsskiftet tage stilling til, om Danmark i løbet af de næste 10 år skal investere en mia. kr. i udviklingen af flyet. Projektet, der har fået titlen Joint Strike Fighter, skal føre til, at F 16-flyene får en afløser, der udvikles efter princippet "Design to Cost". Det vil sige, at der på forhånd er sat en overgrænse på flyets pris på 28 millioner US-dollar i 1994-priser. Det er tanken, at flyet skal bygges i 3000-5000 eksemplarer inklusive en variant, der kan starte og lande lodret. Spørgsmålet er så, om den pris kan holde. Ifølge den nye ugeavis Weekend Nu anslår budgetkontoret i den amerikanske kongres, at prisen pr. styk bliver mere end dobbelt så høj - 65 mio. dollar. Det svarer i dagens kurs til ca. 535 mio. kr. pr. fly. Bliver prisen så høj, mener forsvarsminister Jan Trøjborg (S) ifølge avisen, at prisen kan blive en forhindring for projektet. Også regeringspartiernes forsvarsordførere mener, at en så høj pris sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark skal fortsætte som partner i projektet. Også Nick Cook, der er luftfartsredaktør på det ansete britiske forsvarstidsskrift Janes Defence Weekly, tror, at det amerikanske forsvar med et skøn på 35 mio. dollar i dagens prisniveau undervurderer prisen. »De 35 mio. dollar er i den lave ende for forudsigelserne fra Pentagon. Det vil stige. Jeg ved ikke med hvor meget, men Kongressens bud er formentlig mere realistisk«, siger Nick Cook til Ritzau. I Flyvematerielkommandoen siger oberstløjtnant Henrik R. Lundstein, at tallene i Weekend Nu ikke passer, og at historien bygger på misforståelser. Tallet 65 mio. dollar bygger ifølge Henrik Lundstein på et fejlagtigt skøn fra den amerikanske regerings budgetkontor fra 1999. Tallene er for længst trukket tilbage«, siger Henrik Lundstein til Ingeniørens Netavis. Beregningerne var foretaget ud fra den traditionelle udvikling af militærprojekter. Der var ikke taget hensyn til, at Joint Strike Fighter-projektet fra grunden er anderledes end noget tidligere militærprojekt, og at den vigtigste forudsætning fra starten har været at udvikle et fly til en fast lav pris og til lave vedligeholdsomkostninger. Ud fra den lave pris bliver flyet og dets teknologi udviklet og dimensioneret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























