Politiken lørdag: Overlæger og oversygeplejersker i Københavns Amt har indledt en faglig kamp om magten på amtets sygehusafdelinger. Det er paragraf 15 i et nyt ledelsesregulativ, der har sat gang i gemytterne. Her står der, at sygehusets direktion skal udpege en øverst ansvarlig leder i de enkelte afdelingsledelser på sygehusene. I fem ud af 66 tilfælde er en oversygeplejerske blevet foretrukket frem for en overlæge. En beslutning som vækker harme hos Overlægeforeningen. »Vi står helt uforstående over for, hvad der er sket. På en øjenafdeling skal den der træffer den endelige beslutning være en, der har indsigt i selve behandlingen. Vi føler, at lægefaget er kommet under pres«, siger foreningens formand, Steen Tinning. Selv om sygeplejerskerne har fået mere magt, end de havde under det tidligere system, hvor det var overlægen, som havde mest ansvar på samtlige afdelinger, er de ligeledes utilfredse med fordelingen af poster. »Vi undrer os meget over, at man kun har udpeget fem ud af 66. Der er flere oversygeplejersker, der er yderst kvalificerede til at lede en afdeling. Mange oversygeplejersker har mere ledelseserfaring og mere uddannelse i ledelse end overlægerne«, siger Vibeke Schaltz, formand for Dansk Sygeplejeråds Amtskreds i København. Hun mener ikke, at regulativet under nogen omstændigheder griber ind i overlægernes lægefaglige kompetence. »De roder tingene sammen. Regulativet handler kun om ledelse. Problemet er, at de ikke kan lade sig lede af ikke-akademikere«, siger Vibeke Schaltz, og nævner et eksempel på, at en oversygeplejerske har trukket sig som øverst ansvarlig på grund af pres fra overlægerne. »Både i Sønderjyllands Amt og Nordjyllands Amt har man prøvet at gennemføre det her, men lægerne har fået manet det til jorden hver gang«, siger hun. Overlægerne får til opbakning af Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen. »Hvis en overlæge er en dårlig leder af en afdeling, så vil vi hellere have, at man udnævner en anden og bedre overlæge end en bedre oversygeplejerske«, siger Jesper Poulsen, der understreger, at den holdning kun gælder på afdelingsniveau. På anæstesiafdelingen på Glostrup Amtssygehus har ni ud af 11 afdelingslæger valgt at sige deres stilling op i protest mod, at de har fået en oversygeplejerske som den øverst ansvarlige. »Det vil i sidste ende gå ud over patientbehandlingen, hvis det ikke er en overlæge, der har det endelige ansvar«, siger afdelingslæge Per Thunedborg. »Når vi holder op 1. december, vil der ikke kunne opereres. Det er katastrofalt, men det er endnu ikke gået op for sygehusledelsen«, siger han. Skyldes lokale problemer Overlægeforeningen havde et møde med amtssygehusdirektør Peter Orebo Hansen i onsdags for at rede trådene ud. Han ønsker ikke at udtale sig om det konkrete møde, men siger om situationen i Glostrup: »Vi har forstået, at det er lokale problemstillinger på afdelingen, der er årsag til den kollektive opsigelse. Sygehusledelsen har lavet en aftale med den administrerende overlæge på afdelingen, om at han fratræder sin stilling og tiltræder en anden overlægestilling på afdelingen«. Men den beslutning får ikke de ni afdelingslæger til at blive på afdelingen. »Vi kan ikke se, at det gør nogen forskel. Det er en skandale, at det går ud over den administrerende overlæge«, siger Per Thunedborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























