Politiken søndag: Danske trafiksyndere vil i begyndelsen af det nye år stifte bekendtskab med en ny såkaldt klippekortordning. Ordningen betyder, at tre mellemgrove overtrædelser af færdselsloven i løbet af en periode på to år vil medføre, at bilisten både skal op til en ny køreprøve og samtidig får en betinget frakendelse af kørekortet. En arbejdsgruppe under Færdselsstyrelsen er i store træk færdig med overvejelserne om, hvordan en dansk udgave at en klippekort-ordning mod trafiksyndere skal se ud. Og når arbejdsgruppens rapport lander på trafikministerens bord, vil der hurtigt komme et lovudspil. Det lover trafikminister Jacob Buksti (S). »Vi håber at kunne fremsætte et lovforslag rimeligt hurtigt. Det skulle helst være i løbet af efteråret. Trafiksikkerhed er højt prioriteret i regeringen og et klippekort skulle helst kunne se dagens lys hurtigere, end mange måske venter det«, siger Jacob Buksti. Trafikministeren håber, at ordningen kan træde i kraft i begyndelsen af det nye år, når de praktiske problemer er løst. Der er blandt andet usikkerhed om omkostningerne ved opbygningen af den afdeling i Rigspolitiet, som skal tage sig af klippekort-ordningen. Ifølge kontorchef Jan Lindeskov fra Færdselsstyrelsen vil arbejdsgruppen foreslå, at f.eks. en 30 pct. overskridelse af fartgrænserne, en hasarderet overhaling eller en overkørsel for rødt i et kryds, hver for sig er forseelser, der udløser et klip i kørekortet. Tre sådanne klip i kortet i løbet af to år udløser automatisk en betinget frakendelse af kørekortet og dermed et krav om, at bilisten skal op til en ny køreprøve. Det er de mange tusinde halvgrove overtrædesler af færdselsloven, som nu skal straffes hårdere. 200.000 klip om året I Færdselsstyrelsen forventer Jan Lindeskov, at der vil blive uddelt omkring 200.000 klip i danskernes kørekort i løbet af et år. Ofte vil det være for høj fart, rødkørsel og vilde overhalinger, der vil udløse klippene. Baseret på erfaringerne i udlandet vil det især være de unge mænd, som kan forvente at få så mange klip i kortet, at de helt mister kortet. I Island, hvor man har haft klippekort i en årrække, var der i 41 bilister, som mistede kortet i 1998 på grund af klippekortordningen. 36 af dem var unge og langt de fleste mænd. I 1999 var det 158, der mistede kortet. Heraf var de 141 unge og godt 90 pct. af dem var mænd. I Tyskland har man også i en årrække haft en ordning med klippekort. Her opsamler bilisterne point som betyder, at de skal op til nye køreprøver eller deltage i trafikseminarer, når de har samlet flere point op. Er der samlet 18 point op, ryger kortet. Ifølge Dr. Frank Libermann fra det tyske trafikministerium har syv millioner af de i alt 50 millioner tyske kørekortindehavere i dag et eller flere point stående på kørekortet. På grund af ordningen med deltagelse i trafikseminarer og køretest er det dog de færreste, der når så langt, at pointsystemet koster dem kortet. Ifølge Frank Libermann er det ikke uvæsentligt, at pointsystemet på den måde virker forebyggende. For de værste syndere er der dog ikke nogen pardon. I Flensborgregionen har 15.000 bilister for tiden mistet kortet på grund af ordningen. Det svarer dog kun til 0,2 pct. af regionens samlede antal bilister.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























