Ministre i skjult reklame

Lyt til artiklen

Politiken søndag: Bilimportører giver regeringen klækkelige rabatter på deres ministerbiler, fordi det er god reklame, når politikere som Henrik Dam Kristensen og Svend Auken kører rundt i dem. Og dronning Margrethe og kronprins Frederik får gratis biler af Volvo. »Det er med til at skabe en skævhed i demokratiet, at danske ministre og kongehuset agerer reklamesøjler. De burde have moral til at sætte sig langt ud over den form for rabatordninger eller gaver«, mener Ole Thyssen, professor i filosofi på Handelshøjskolen i København. 18 af regeringens 22 ministerbiler er leveret af BMW, og 15 af dem er en luksusudgave af 735i. Inklusive ekstraudstyr koster sådan en bil næsten halvanden mio. kr. for en almindelig dansker. Da staten er fritaget for moms og afgifter, ville prisen for regeringen normalt være omkring en halv million per stk. Men ministerierne har fået den for det halve, 250.000 kroner. »Vi giver rabatter, fordi der ligger en stor imageværdi i at levere biler til ministerierne. Vores varemærke bliver meget eksponeret, så det lønner sig«, forklarer Henning Hansen, adminstrerende direktør i BMW Danmark. Også medlemmer af kongehuset medvirker i denne specielle form for product placement. Dronning Margrethe og kronprins Frederik kører begge rundt i en gratis Volvo S80 til en værdi af 700.000 kr. »Det er godt for vores image, at kongehuset kører rundt i Volvo«, siger Ulrik Schönemann, marketingchef hos Volvo Danmark. Hofmarskal Søren Haslund-Christensen mener ikke, at der er noget etisk betænkeligt i, at kongehuset bruges i denne form for reklame. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Pia Gjellerup (S), hvis ministerium administrerer ordningen med ministerbiler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her