Engelskundervisning allerede fra 3. klasse kan være en god idé, mener formanden for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening, Jørgen Stampe. Men det kræver, at elevernes danskkundskaber er i orden. Ellers bliver det kun de dygtigste børn, der får glæde af en tidlig start på engelsk. De radikale ser gerne at engelskundervisningen sker fra 3. klasse og det glæder de borgerlige, som gerne vil have engelskundervisning endnu tidligere. Tanken er heller ikke ukendt for S. Med et fuldtudviklet sprog har børnene et godt fundament til al indlæring, og derfor er det nødvendigt fortsat at fokusere på sproget både hjemme, i børnehaven og i børnehaveklassen, mener Jørgen Stampe. »Men når det er sagt, støtter vi, at man som forsøg starter engelskundervisningen allerede i 3. klasse. Hele kulturen omkring os er ændret, og børn i dag er "badet i engelsk". En tidlig engelskundervisning vil også kunne rykke undervisningen i tysk og fransk. Det har været et ønske hos sproglærerne længe«, siger Jørgen Stampe. I Folkeskolerådet opfordrer man kommunerne til at sætte forsøg med engelskundervisning i gang, så man kan få nogle erfaringer, inden man hovedkuls beslutter at ændre undervisningsplanerne. »Engelsktimerne skal ikke bare trækkes ud som et tyndt bånd henover et større antal år«, siger Jørgen Stampe. Tanken om en tidligere engelskundervisning er ikke ny, men tidligere har Det Radikale Venstre været imod ideen. »Vi bliver nødt til at erkende, at det internationale samfund stiller nye krav til de unges sprogfærdigheder. Derfor er det vigtigt, at eleverne på et tidligere tidspunkt får et grundigt kendskab til det engelske sprog«, siger den radikale uddannelsespolitiske ordfører, Marianne Stentebjerg til Morgenavisen Jyllands-Posten. Et radikale linieskift mødes med begejstring i Venstre, CD og hos de Konservative, som gerne vil have engelskundervisning endnu tidligere. Tanken er heller ikke ukendt for Socialdemokratiet. »Vi bliver nødt til at tage en større diskussion om, hvordan det i givet fald skal struktureres, for der skal også være plads på børnenes skema«, siger uddannelsespolitisk ordfører for Socialdemokratiet, Hans Peter Baadsgaard. Undervisningsminister Margrethe Vestager (R) er ikke helt enig i udmeldingen fra sit eget parti og mener som Jørgen Stampe, at det er vigtigt at se på undervisningen i fremmedsprog i sammenhæng med danskundervisningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























