Storstilet kamp mod fedme

Lyt til artiklen

Fedme er blevet så stort et problem for den danske befolkning, at Ernæringsrådet nu vil have vendt udviklingen. Rådet nedsætter to arbejdsgrupper - en der skal se på kostsammensætningens betydning for fedme, og en der udelukkende skal se på sukkers betydning for fedme - som tilsammen skal fremlægge en plan for, hvordan man kan hjælpe de mere end 10 procent af den danske befolkning, som er fede. »Der er meget forvirring om, hvad man skal stille op. Med de to arbejdsgrupper vil vi finde ud af præcist hvor i vores ernæring, man skal sætte ind for at komme problemet til livs«, siger professor Arne Astrup, formand for Ernæringsrådet. Rådet har netop modtaget en ekstra bevilling fra staten på tre millioner kroner om året. Det er en del af dette beløb, der skal bruges på at søsætte de to arbejdsgrupper. Den ene gruppe skal finde ud af hvilken indflydelse mad, øl vin, og sodavand har på fedme, mens den anden udelukkende skal koncentrere sig om sukker. Helhedsbillede »Der dukker mange undersøgelser op, som kan sige noget om sukkers påvirkning inden for et lille område. Vi vil have et helhedsbillede af, hvilken indflydelse sukker har på fedme«, siger Arne Astrup, der regner med, at arbejdet vil tage et års tid. På torsdag fremlægger han Ernæringsrådets beslutning på en stor høring om fedme, som foregår på Christiansborg. Det er Dansk Selskab for Adipositas Forskning, som har indbudt til høringen, hvor landets førende eksperter vil redegøre for fedmeproblemet i Danmark. Konkrete planer »Hvis man vil gøre noget ved problemet, er det meget vigtigt, at der i forbindelse med høringen bliver nedsat arbejdsgrupper, som efterfølgende kan tage konkrete initiativer. Ellers risikerer man, at udviklingen får lov at fortsætte mod amerikanske tilstande, hvor der fortsat er stigende sundhedsudgifter til behandling af fedme og følgesygdomme som sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme«, siger Ole Lander Svendsen, formand for Dansk Selskab for Adipositas Forskning. Ud over selve resultaterne fra rapporten vil selskabet bruge høringen til at fremlægge egne ideer til at afhjælpe problemet. »For at forebygge fedme kan man eksempelvis indføre lavere moms på sunde fødevarer, fastfoodkæder kan bruge mindre fed dressing, og på arbejdspladser kan man holde motionspauser i stedet for rygepauser. Med hensyn til selve behandlingen foreslår vi, at man opretter nogle centre, der tilbyder tværfaglig behandling, hvor både læger, diætister og psykologer kan hjælpe patienten«, siger Ole Lander Svendsen, der fortæller at idekataloget omfatter 20-30 ideer. »Det vigtigste for os er, at fedme og overvægt kommer på det offentlige sundhedsvæsens dagsorden«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her