Aalborg Politi har anholdt og sigtet to HA-relaterede mænd i forbindelse med drabet på den 28-årige Flemming Jensen, der skete på en beværtning i Jomfru Ane Gade i Aalborg i august. Begge mænd er ifølge kriminalinspektør Ole Christensen fra Aalborg Politi sigtet for drab, medvirken til drab eller grov vold, ligesom tre andre rockere, herunder HA-rockeren Jørn "Jønke" Nielsen. Den ene af de anholdte, en 29-årig mand, blev anholdt torsdag, da han var til afhøring i sagen, og han er nu fængslet frem til den 19. september - heraf er de 14 dage i isolation. Den anden mand, der er 28 år, meldte sig selv fredag morgen, fortæller kriminalpolitiet i Aalborg. Han blev ved et grundlovsforhør fredag eftermiddag fængslet til den 18. september - en kendelse han straks kærede til landsretten. Kriminalinspektør Ole Christensen oplyser, at politiet lige siden drabet natten til den 12. august, har ledt efter den ene mand, mens politiet først blev opmærksom på den andens indblanding, da politiet gennemså en videooptagelse fra beværtningen. »Han har været på stedet og opført sig meget aggressivt«, siger Ole Christensen. Han ønsker ikke yderligere at uddybe, hvad politiet har set på videooptagelsen, da sagen har været behandlet for lukkede døre. Alle fem sigtede i sagen nægter sig skyldige i drabet. Jønke og de to øvrige tidligere varetægtsfængslede fik fredag deres isolationfængsling forlænget yderligere 14 dage. Flemming Jensen, der havde relationer til Bandidos, blev dræbt, da et slagsmål med flere HA-rockere på beværtningen "Robin" i den aalborgensiske forlystelsesgade udviklede sig fatalt. Ifølge obduktionen fik han omkring otte knivstik og heraf var to dødbringende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























