Politiken tirsdag: Medicinalindustriens indflydelse på udarbejdelsen og præsentationen af videnskabelige undersøgelser skal nu bringes under bedre kontrol. Det mener den såkaldte Vancouver-gruppe, som omfatter redaktørerne for 11 internationale lægefaglige tidsskrifter. Redaktørerne har i et sæt nye retningslinjer skærpet kravene til uafhængighed og åbenhed omkring undersøgelser og afprøvning af ny medicin, men dermed stopper det ikke. De 11 redaktører har besluttet i september samtidig over hele verden at offentliggøre en fuldstændig enslydende lederartikel, der læser teksten for medicinalindustrien. »Medicinalfirmaerne har så utrolig meget magt, og det er ikke alle firmaer, der administrerer denne magt lige godt. Med de nye regler vil vi indskærpe, hvor vigtigt det er, at undersøgelser og afprøvninger af lægemidler skal laves på en sådan måde, at forskerne får adgang til alle data. Vi vil også på det skarpeste advare mod, at der indgås kontraktlige aftaler, der forhindrer forskerne i at sende deres artikler ind til offentliggørelse uden først at have indhentet tilladelse fra sponsorerne. Der må heller aldrig være tale om, at forskerne skriver undersøgelsens konklusioner mere eller mindre med ført hånd«, siger redaktør af Ugeskrift for Læger, klinikchef Liselotte Højgaard, Rigshospitalet. Et manifest Ugeskrift for Læger er med i Vancouver-gruppen, der også tæller en stribe af verdens mest ansete tidsskrifter, blandt andet The Lancet, British Medical Journal, JAMA og The New England Journal of Medicine. Disse tidsskrifter går nu i spidsen for en kamp, der skal »lette presset på den klinisk kontrollerede undersøgelse«, det vil sige undersøgelser, der skal afprøve, om ny medicin virker eller ej. De nye retningslinjer betyder, at tidsskrifterne simpelthen vil afvise at bringe videnskabelige artikler, hvis der er tvivl om forskernes videnskabelige uafhængighed, eller hvis der kan rejses tvivl om, hvorvidt undersøgelsernes resultater på nogen måde er fordrejet af de firmaer, der sponserer forskningen. »Lederartiklen er et slags manifest for vores holdning. Det er mig bekendt aldrig sket før, at der har kunnet lanceres en aktion som denne«, siger Liselotte Højgaard. Herhjemme hilser medicinalindustrien det nye, skærpede regelsæt velkommen. Til Politiken siger formanden for det kliniske forskningsudvalg i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Thim Engel, at Lif føler sig på forkant med udviklingen. Tendentiøs tolkning »Allerede sidste år indgik Lif en samarbejdsaftale med Lægeforeningen, der tager højde for de nye, skærpede etiske retningslinjer. I aftalen præciseres det blandt andet, at virksomheder ikke må have afgørende indflydelse på artikler, der offentliggøres i et tidsskrift. Det understreges samtidig, at forsøg, der viser, at en bestemt behandling ikke er effektiv, også skal søges offentliggjort«, siger Thim Engel. Thim Engel betegner oplysninger fra Washington Post om, at firmasponserede undersøgelser har en vis tilbøjelighed til at give mere positive resultater end andre studier, som forkerte. »Jeg kender godt den undersøgelse, og jeg er ikke enig i dens konklusioner. Der er tale om en tendentiøs fortolkning«, siger Thim Engel. I en foromtale af lederartiklen giver Washington Post flere eksempler på indblanding fra medicinalindustriens side. Således lykkedes det et firma, Knoll Pharmaceuticals, i syv år at blokere for en undersøgelse, der viste, at et andet middel end firmaets eget hovedprodukt var præcist lige så effektivt - og dertil billigere. Ifølge Liselotte Højgaard er problemet ikke voldsomt stort i Danmark, der dog med den såkaldte Dandy-sag har en aktuel parallel. Her blokerede firmaet Dandy for to forskeres offentliggørelse af en undersøgelse, der viste, at V6-tyggegummiets kvaliteter ikke levede helt op til reklametrommernes buldren. De 11 tidsskrifter har aftalt at bringe den enslydende leder på den første udgivelsesdag efter 10. september. Da Ugeskrift for Læger udkommer netop denne dag, bliver det danske lægeblad således første hest ved truget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























