Efter indførelse af MFR-vaccinen i 1987 er den tidligere så almindelige børnesygdom fåresyge stort set udryddet. Siden 1994 er der hvert år kun registreret et sted mellem 13 og 40 tilfælde af sygdommen. I alt er det blevet til beskedne 184 tilfælde i løbet af de seneste syv år, og 14 af patienterne var så hårdt ramt, at de blev indlagt med bl.a. meningitis, med lammelser i ansigtet samt nedsat hørelse. Det fremgår af Epi-nyt fra Statens Serum Institut. Før MFR-vaccinationen blev rundt regnet 26.000 børn årligt sendt i sygesengen med fåresyge. Forældrene synder Rent faktisk er det sådan, at de danske forældre er med til at holde unødigt liv i børnesygdommene. De såkaldte smittekæder, hvor forældre lader deres børn blive smittet med mæslinger, fåresyge og røde hunde, er årsag til, at sygdommene bliver holdt kunstigt i live, mener Statens Serum Institut. Også mæslinger er ellers tæt på at blive udryddet. Antallet af børn, der får MFR-vaccinen mod de tre sygdomme, skal op på mindst 95 pct. for at få mæslingerne udryddet inden år 2010. I 2000 lå tallet herhjemme på 90 pct.
Fåresyge næsten ude af Danmark
Lyt til artiklen