Tre nye elefanter til Zoo til efteråret

Lyt til artiklen

De fem elefanter i Zoologisk Have i København får snart selskab af tre nye elefanter fra Thailand. Det oplyser vicedirektør i Zoologisk Have, Bengt Holst, til Ritzau. Elefanterne er en gave til det danske kongepar fra den thailandske konge Bhumipol i anledning af dronning Margrethes, prins Henriks og kronprins Frederiks besøg i Thailand i februar. Det er anden gang, at Danmark modtager elefanter fra det thailandske kongehus. I 1962 gav det thailandske kongepar et elefantpar til kong Frederik IX og dronning Ingrid. De to elefanter blev placeret i Zoologisk Have i København og brød sig åbenbart så godt om tilværelsen i haven, at de har placeret den københavnske have som verdens tredje mest avlsdygtige indenfor elefanter. Den 43-årige gamle avlshan Chiang Mai har indtil videre otte unger på samvittigheden, der lever i Zoologiske Haver rundt omkring i Europa og USA. Den feminine halvdel af elefantparret Buag Hah nåede at føde fem unger, før hun blev aflivet på grund af sygdom for nogle år siden. Hannen er dog stadig i fuld vigør, noget der ifølge Bengt Holst er sjældent for elefanter i fangenskab. »Elefanter bliver typisk mellem 40 og 50 år og i sjældne tilfælde ældre, men det er sjældent, at de stadig er avlsdygtige i den alder«, forklarer Bengt Holst. Produktivt afkom Den gamle avlshan er ikke bare usædvanligt produktiv, hans afkom er det tilsyneladende også. »En af hans unger har selv fået unger, og det gør Chiang Mai til noget så sjældent som bedstefar«, siger en stolt Bengt Holst, der minder om, at elefanter har en utroligt lang drægtighedsperiode på 22 måneder og at elefanter i det hele taget sjældent bliver drægtige. De tre nye elefanter består af et elefantpar, der begge er tre år, og en elefantveninde på fem år. »Det er en tiltrængt generationsfornyelse, så vi har nogle nye til at overtage, når den gamle avlshan dør«, siger Bengt Holst, der vurderer, at den gamle avlshan har en halv snes år for sig endnu. Havens øvrige elefanter er to gamle cirkuselefanter Ida og Inda, en hun-unge fra 1986 ved navn Coco og en han-unge ved navn Santos fra 1996, der begge er født i Zoo. Zoologisk Have sender en delegation til Thailand for at besigtige elefanterne og aftale nærmere om transport fra den 10.-16. september, og Bengt Holst forventer, at elefanterne ankommer til Danmark i løbet af oktober.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her