Gentofte-firmaet WavePlane International A/S har netop indgået en samarbejdsaftale med en japansk stålkoncern om produktion og salg af et større antal af de såkaldte bølgehøvle, der ved hjælp af bølgekraft kan blæse ilt ned i søer, som er forurenede med næringsstoffer. Der er tale om en kontrakt på et tocifret millionbeløb, oplyser direktør Erik Skaarup, som har opfundet ilt-bølgehøvlen. Dens opgave er at pumpe iltrigt overfladevand ned i bunden af søer og andre vådområder, så det naturlige liv kan genoprettes uden brug af anden energi end den, der er i bølgerne. Ilt-bølgehøvlen arbejder altså uden at udsende drivhusgassen CO2, der stammer fra forbrænding af fossile brændstoffer. Pumpen har været afprøvet gennem de seneste tre år, dels i Mariager Fjord, dels i Holbæk Fjord, hvor den bl.a. har været igennem en overlevelsestest i forbindelse med stormene i efteråret 1999. Ordregiveren er en af verdens største stålproducenter, NKK Corporation. Kontrakten er et stort skridt fremad for Erik Skaarup og hans firma, WavePlane International, som også udvikler energi-bølgehøvlen, der efter samme princip udvinder energi (elektricitet) fra havets bølger. Denne opfindelse er dog ikke klar til at blive markedsført endnu, oplyser Erik Skaarup i en pressemeddelelse. Han forventer, at der også snart indgås en ordre om ilt-bølgehøvle til USA.
Japansk kontrakt på dansk bølgekraft
Lyt til artiklen