Skytsengle breder sig

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Ideen med unge piger, der som skytsengle skal passe på de jævnaldrende drenge i trafikken, breder sig. Den blev fostret i Nordjyllands Amt i 1996, siden har Sønderjyllands Amt taget den op, og nu får også Vestsjællands Amt en skare skytsengle, der skal sørge for, at de unge mænd ikke kører spritkørsel. 30. august får 3.500 unge piger i alderen 17-24 år et personligt brev fra amtsborgmester Søren Eriksen (S), Vestsjællands Amt, sammen med et skytsengelkort som bevis på deres nye stilling. Lige så mange unge mænd får samtidig besked om, at der nu er nogen, som holder øje med, at de holder sig fra den farlige cocktail af sprut og benzin. »Vi har kopieret ideen fra Nordjylland, fordi de har haft så gode erfaringer med den«, siger misbrugskonsulent Flemming W. Licht, Vestsjællands Amt. »Men samtidig prøver vi som noget nyt at inddrage forældreansvaret i kampagnen. Derfor udskriver vi en konkurrence, hvor man deltager i lodtrækningen om 1.000 kr. til benzin, hvis man som forælder kan dokumentere, at man har kørt nogle unge mennesker hjem fra en fest«. Skytsenglene selv får i kraft af deres status diverse rabatmuligheder gennem skytsengelkortet. Men i øvrigt er det meningen, at de skal bruge det, når de skal overbevise deres mandlige venner om, at det er bedst at lade bilen stå, når de har fået noget at drikke. Færre ulykker I Nordjyllands Amt har kampagnen siden 1996 i gennemsnit næsten halveret antallet af færdselsulykker, hvor spirituspåvirkede unge mellem 17 og 20 år var indblandet. Dog tog tallet i sommermånederne sidste år et kedeligt hop op til 18 fra kun 9 året før. »Men vi har analyseret disse ulykker og kan se, at der stort set ikke har været piger med - og altså ingen skytsengle til stede«, siger sektionsingeniør i amtsvejvæsenet Per Studsholt. »Så vi bliver ved og har i dag omkring 30.000 skytsengle i amtet. For de første årgange bliver ved. Det er en livstidsstilling«. I Vestsjællands Amt blev 35 unge mellem 17 og 24 dræbt i trafikken i årene 1996-2000 - heraf 9 i ulykker, hvor føreren var spirituspåvirket. I de samme år kom i alt 637 i samme aldersklasse til skade i trafikken, 78 af dem i ulykker, hvor der var spiritus med i billedet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her