V lover enestuer til svært syge

Lyt til artiklen

Politiken lørdag: Venstre lægger nu endnu en trumf på bordet i debatten om de skrantende sygehuse. Partiformand Anders Fogh Rasmussen lover, at svært syge patienter i fremtiden - hvis de borgerlige vinder det kommende valg - skal have mulighed for at ligge på enestue. »Jeg synes, det er uværdigt, at også ret alvorligt syge mennesker skal ligge på flersengsstuer«, siger Anders Fogh Rasmussen. Han forsvarer det omdiskuterede udspil fra Farums Venstre-borgmester, Peter Brixtofte, som sværger, at alle borgere i kommunen inden for et år får »eneværelser med eget bad, tv og minibar, når de skal på hospitalet«. »Det er en farverig måde at sige noget på, som jeg egentlig synes er et godt sigte - om der lige skal være minibar er en smagssag«, siger Fogh. En lang vej Mens Brixtofte vil gennemføre planen i samarbejde med forsikringsselskabet Codan, vil Venstres formand imidlertid følge en mere traditionel vej. En vej, som er meget lang, understreger han. Men »målet er klart«: »Vi skal indbygge et vigtigt punkt i den langsigtede offentlige investeringsplan, der hedder en gradvis udbygning af antallet af enestuer på hospitalerne. Jeg foretrækker klart at gå den direkte vej og udbygge de offentlige hospitaler med flere enmandsstuer, frem for at gå omvejen og tegne private hospitalsforsikringer. Det er ikke den ønskelige vej, men en slags nødværge over for et betonsystem, der ikke fungerer«. Ifølge Amtsrådsforeningen koster det op mod en million kroner at indrette en enkelt enestue. Anders Fogh Rasmussen er klar over, at der er brug for »et virkelig stort beløb« for at realisere planen. Den må gennemføres via de årlige budgetforhandlinger mellem regeringen og amterne, og udbygningen bør ske, når hospitalerne alligevel skal ombygges eller renoveres. Pres på regeringen Men Venstre vil presse hårdere på end den nuværende regering. »I Nyrup-regeringens tid har enestuer til andre end sindslidende ikke været en prioriteret del af amternes forhandlinger med regeringen«, siger Peder Ring, kontorchef i Amtsrådsforeningen. Den socialdemokratiske sundhedsminister, Arne Rolighed, er ikke imponeret over det nye udspil fra valgkampens borgerlige lejr. »Det er som om, der for tiden er julefest i Venstre hver eneste dag. De bringer mange store løfter på banen«, siger Arne Rolighed. Han tilføjer dog: »Men det langsigtede mål om at skabe værdige rammer for de syge er vi kun enige i«. Ministeren henviser til, at man allerede er godt i gang med at indrette enestuer til sindslidende. Det forventes, at to tredjedele af alle senge til psykisk syge ved udgangen af 2002 står på enestuer. Næste skridt er at få dem med uhelbredelige sygdomme, de døende patienter, væk fra stuer med to, fire eller seks senge. Sundhedsministeren henviser til, at det kræver langt mere personale at betjene enestuer end stuer med flere senge, og at mange patienter - ikke mindst ensomme ældre - i øvrigt helst vil have selskab på stuerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her