Ingen penge til mobbeplan

Lyt til artiklen

Politiken mandag: Tyve timer pr. skole pr. år. Det er den tid, Undervisningsministeriet har tænkt, at skolerne skal bruge på at gennemgå det psykiske og fysiske arbejdsmiljø på skolerne, herunder problemerne med mobning. Det fremgår af en ny lov, men på den tid kan opgaven simpelthen ikke løses. Det mener Kommunernes Landsforening (KL), der reagerer ekstra skarpt på grund af undervisningsministerens opsang til skolerne tidligere på ugen. I forbindelse med offentliggørelsen af en ny undersøgelse om svære konsekvenser af mobning efterlyste skolefolk en decideret mobbelov, men undervisningsminister Margrethe Vestager (R) slog fast, at en mobbelov er overflødig, og at skolelederne godt kan se at komme i gang med at udtænke en mobbepolitik: Ifølge den nye lov om undervisningsmiljø skal enhver skoleleder allerede i dette skoleår i gang med at vurdere, om der er mobning og andre psykiske dårligdomme på skolen, og afslører undersøgelsen, at der er problemer, skal skolen udarbejde en handlingsplan med klare bud på, hvad der skal gøres og hvornår. Margrethe Vestager forestiller sig, at undersøgelsen udføres ved hjælp af spørgeskemaer til eleverne. Råber til himlen »Men det kan jo ikke lade sig gøre. Hvis opgaven skal løses, skal der afsættes masser af millioner, måske endda milliardbeløb«, siger en indigneret formand for KLs børne- og kulturudvalg, Else Købstrup. »Man kan jo prøve at forestille sig, at én medarbejder sættes af i 20 timer på et år. Tallet råber jo til himlen. Det er ikke engang tre arbejdsdage, og det får man ikke meget spørgeskemaundersøgelse for - for slet ikke at tale om at få resultaterne registreret og bearbejdet. Hvis Folketingets politikere tror, at den hellige grav er velforvaret med den lov, er de blåøjede«. Ifølge en vejledning, Undervisningsministeriet har udsendt til loven, er timerne afsat til gennemgangen af det fysiske, det æstetiske og det psykiske miljø på skolen, mens der ikke er afsat ressourcer til skolernes arbejde med efterfølgende at skrive handlingsplaner. »Den lov er ord uden handling«, mener Else Købstrup, der ikke regner med, at ret mange skoler er gået i gang med den opgave, de skal udføre: »Jeg tror ikke, at der er ret mange, der kan tage det seriøst«, lyder det fra KL. Formanden for Danmarks Skolelederforening har i Politiken direkte frarådet sine medlemmer at gå i gang med de spørgeskemaundersøgelser, ministeren anbefaler. Omvendt har Børnerådet, der rådgiver regeringen i sager om børn, rost ministeren for, at hun »endelig tager mobbeproblemet alvorligt«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her