Politiken tirsdag: Tilskud og støtte til en værdi af næsten fem milliarder kroner drysses automatisk ud over landets pensionister, og ikke alle har brug for pengene. Det mener en række socialdemokratiske borgmestre, som opfordrer til oprydning i tilskudsjunglen, så de mest velaflagte ældre fremover skal klare sig for egen pengepung og opsparing. Argumentationen fra borgmestrene, som tæller blandt andet Næstveds borgmester Henning Jensen, der også er medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse, er stigende udgifter til svage ældre i de kommende år, og derfor er en omfordeling på sin plads. I den mindre afdeling er det for eksempel pensionisternes mulighed for billige busser og tog - det såkaldte mimrekort - som er i søgelyset, men også reglen om at indefryse ejendomsskat ønsker borgmestrene revideret. En særlig boligydelse, som ikke er indkomstafhængig, bør også justeres, og borgmestrene langer også ud efter det automatiske nedslag i ejendomsværdiskatten for pensionister. Forslaget nyder ikke fremme hverken hos andre partier i Folketinget eller hos borgmestrenes partifælle, socialminister Henrik Dam Kristensen. Venstres socialordfører Erik Larsen afviser med henvisning til, at de nuværende ældre allerede over skatter-ne har betalt for den velfærd, som bliver dem til del på deres gamle dage, og SFs Villy Søvndal, der er formand for Folketingets socialudvalg, angriber borgmestrenes ideer for at kræve en masse indviklede detailreguleringer. Søvndal ser hellere formueskatten genindført som den mekanisme, der kan regulere forholdene nedad for de rigeste pensionister. Socialministeren fastholder det nuværende system, hvor der på en række tilskudsområder ikke skeles til formue og indkomst, og han priser den underliggende tanke om solidaritet, som ligger bag tilskuddene. »Skulle vi så gøre det samme ved skolen? Skulle rige forældre til at betale skolepenge? Vi stiller jo heller ikke spørgsmålstegn ved, at også meget rige forældre får hjælp, hvis de for eksempel får et multihandicappet barn«, siger Henrik Dam Kristensen til Ritzaus Bureau. Modsat vej Ministeren hælder også til at bruge skatten som den skrue, der skal udjævne forskellene mellem rige og fattige danskere. Ikke alle socialdemokratiske borgmestre hylder ideen om at fjerne tilskud. Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) foreslår faktisk at gå den modsatte vej og udvide støtten til de ældre uanset, hvad de har på bogen. Således gentager han i den forbindelse sit ønske om at ophæve spærretiden for hovedstadens pensionister, så de døgnet rundt kan køre i HT-busserne og S-tog på deres mimrekort.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























